Kronprinsen får sit eget forskningscenter i Aarhus

Kronprinsen lægger både navn til og engagement i et nyt forskningscenter for ledelse på Aarhus Universitet.

Kronprinsen 50 år: Reception på Kongeskibet Dannebrog
Kronprinsen 50 år: Kronprins Frederik er vært ved en reception for Kronprinsens protektioner ombord på Kongeskibet Dannebrog i København, tirsdag den 22. maj 2018. (Foto: Keld Navntoft /Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Aarhus. Kronprins Frederik indvier onsdag et helt nyt center på Aarhus Universitet.

Det sker som led i fejringen af hans 50-års fødselsdag i hans gamle studieby, Aarhus.

Ambitionen med "Kronprins Frederiks Center for Offentlig ledelse" er at lave international topforskning, som skal gøre en klar forskel i de offentlige organisationer.

Det kommer til at høre under Institut for Statskundskab, hvor kronprinsen selv blev uddannet cand.scient.pol. i 1995.

Instituttet har i forvejen et forskningsmiljø i international topklasse, når det gælder offentlig ledelse.

- Vi åbner med et stort knald onsdag med det mål at skabe bedre offentlige ledere. På det nye center skal forskere sammen med praktikere fra det virkelige liv finde ud af, hvad der fungerer i forskellige organisationer, siger centerleder og professor Lotte Bøgh Andersen.

Hun er også medlem af regeringens Ledelseskommission, der efter et års arbejde kommer med sine anbefalinger 12. juni. Det nye center kommer til at fortsætte noget af det arbejde, som kommissionen har lavet.

- Vi skal lave konkret og ikke verdensfjern forskning i verdensklasse af, hvordan man ledelsesmæssigt skaber mest mulig værdi for borgerne, siger Lotte Bøgh Andersen.

- Desværre drukner den velfunderede forskning nogle gange i noget managementglitter. Men centret her skal være et mødested for topforskere og praktikere, understreger hun.

Centret er muliggjort af en donation på 50 millioner kroner over fem år fra den lokale Købmand Herman Sallings Fond.

Kronprinsen bliver medlem af det nye centers Governance Committee.

- Kronprinsen har været med fra starten. Han udøver jo selv kongelig ledelse og er rollemodel for vigtige danske værdier, siger Lotte Bøgh Andersen.

Kronprinsen har også selv deltaget i et ledelsesforløb hen over foråret.

- Vi har bygget i legoklodser og snakket om personligt ledelsesgrundlag og forskellig ledelsesadfærd, som vi også laver det for andre offentlige ledere, oveni den lederuddannelse, som kronprinsen jo allerede har fra militæret, siger hun.

/ritzau/