Kronprinsen: Det er magtpåliggende at børnene er aktive

Kronprins Frederik fortæller til magasinet Idrætsliv, at det er vigtigt for ham at dele sin passion for motion med sine og kronprinsesse Marys fire børn.

Her ses kronprins Frederik løbe Royal Run i Odense den 21. maj i anledning af sin 50-års fødselsdag. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Seks maratonløb, to gange Birkebeinerrennet, en hel og en halv ironman.

Det er blandt kronprins Frederiks sportslige præstationer, for motion er blandt tronarvingens store passioner både privat og som offentlig person.

Og i anledning af sin 50-års fødselsdag den 26. maj inviterede han således danskerne til fødselsdagsløbet Royal Run, som blev afholdt i landets fem største byer den 21. maj.

Over 70.000 danskere - store såvel som små - havde tilmeldt sig løbet, deriblandt også kronprinsesse Mary og parrets fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.

Og det glædede tronarvingen, fortæller han til Danmarks Idrætsforbunds magasin, Idrætsliv.

»Det viser bare, at børn - også mine - er fyldt med energi, og den energi hverken kan eller skal holdes tilbage,« lyder det fra kronprinsen i interviewet med magasinet.

Her fortæller han videre, hvor vigtigt det er for ham at dele sin passion for motion med familien.

»Det er magtpåliggende for kronprinsessen og mig, at vores børn er fysisk aktive. De ser nærmest dagligt kronprinsessen eller mig i sportstøj på vej ud på en løbetur eller for at dyrke en anden sportsgren. På den måde er vi med til at gøre fysisk aktivitet til en naturlig del af deres liv,« siger han til Idrætsliv.

Næste år er der også 50-års fødselsdag i det danske kongehus.

Kronprinsens lillebror, prins Joachim, rammer den runde dag den 7. juni.

/ritzau/