Kritisk dialog »på stedet« skal presse Kina

Det går den forkerte vej med menneskerettighederne i Kina, vurderer Amnesty-rapport. V og S er mest indstillet på, at det officielle Danmark skal møde op ved åbnings-ceremonien til sommer.

Kulturminister Brian Mikkelsens (K) overvejelser om at boykotte åbningsceremonien ved OL i Beijing af samvittighedsgrunde får hverken opbakning fra Amnesty International eller Socialdemokraterne på Christiansborg.

Begge holder på, at boykot er en dårlig ide, og at man opnår mere ved at møde op i Bejing og føre den kritiske dialog derfra.

Generalsekretær Lars Normann Jørgensen fra Amnesty International i Danmark betegner det dog som positivt, både at Brian Mikkelsen viser dette engagement, og at danskerne i Gallup-målingen så massivt vender sig mod krænkelserne af menneskerettighederne i Kina.

»Helt grundlæggende er det positivt, at kulturministeren og så mange danskere på denne måde engagerer sig i menneskerettighedsforholdene i Kina. Det er med til at bringe debatten højt op på dagsordenen, og det er i sig selv med til at lægge det massive pres på de kinesiske magthavere, som vi længe har efterlyst fra regeringer rundt omkring i verden,« siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

Socialdemokraterne på Christiansborg har ikke samme forståelse for Brian Mikkelsens boykot-overvejelser.

»Det er et tomt slag i luften,« mener kulturordfører Mogens Jensen (S).

»En boykot af åbningen vil være en tom demonstration og kan få den stik modsatte effekt af det, man ønsker,« siger han.

Amnesty har netop i en rapport vurderet, at de kinesiske myndigheder har strammet kursen over for menneskerettighedsaktivister. Det er sket ved, ifølge Amnesty, at tilbageholde adskillige fredelige aktivister og true andre til tavshed. Den hårde kurs er en del af myndighedernes »oprydning« i månederne op til de Olympiske Lege, der holdes i Beijing i august 2008. Også i Tibet og de omkringliggende områder har politi og militær slået hårdt ned på demonstranter, hedder det i Amnesty-rapporten.

Moralsk støtte
»Men vi tror stadig, at man vil gøre mest gavn for menneskerettighederne i Kina ved at møde op på stedet og fremføre sin kritik der. Det er den opbakning, og moralske opmuntring man kan give til menneskerettighedsforkæmperne i Kina. Vi ser gerne, at en repræsentant fra den danske regering giver interviews fra Kina, hvor den pågældende taler varmt for f.eks. ytringsfrihed,« siger Lars Normann Jørgensen.

Den danske regering har indtil nu også været tilhænger af at føre den »kritiske dialog« på stedet. Venstre mener f.eks. ikke, at en boykot vil have effekt.

»De få tomme pladser, som det vil efterlade, hvis Danmark boykotter, vil ikke flytte noget som helst og vil ikke gøre noget stort indtryk på kineserne. Den hidtidige linje har været, at vi ikke skal forsømme nogen lejligheder til at gå i kritisk dialog med kinserne, og den skal vi stadig forfølge, uanset hvad der sker,« siger Inger Støjbjerg (V).

I Folketinget støtter både Dansk Folkeparti og SF en boykot. SFs Pernille Frahm fremhæver, at de kinesiske myndigheder tilsyneladende ikke lever op til de løfter om forbedringer, der blev givet, da man fik tilkendt OL.

»Det skal det officielle Danmark ikke lægge ryg og navn til. Man bør ikke deltage i åbningsceremonien for på den måde at markere, at det går den forkerte vej med menneskerettighederne. Min erfaring er, at det optager kineserne meget, hvad omverdenen mener,« siger Pernille Frahm.