Kritik af platform: tungt og langsomt

Forældre og pædagoger slås med Rudersdals digitale platform, Min Rude. Et spørgsmål om tilvænning, mener kommunens områdechef.

Leder af Nærum Menighedsbørnehave Bente Mahrt oplever, at mange forældre er irriterede over den digitale løsning Børneruden. På kommunens opfordring er den traditionelle opslagstavle udskiftet med en digital entréskærm, som kan vise billeder og beskeder fra pædagogerne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I indgangen til Nærum Menighedsbørnehave hænger ikke længere nogen opslagstavle. Den er på kommunens opfordring udskiftet med en digital entréskærm, som kan vise billeder og beskeder fra pædagogerne. Alt sammen meget moderne. Men ifølge Thomas Keller, far til et barn i børnehaven, gør den moderne teknologi ikke kommunikationen bedre. Tværtimod.

»Det betyder desværre, at forældre overser arrangementer og andre beskeder,« siger han. »Tilsyneladende er løsningen ikke god nok.«

Entréskærmen er kædet sammen med kommunens digitale platform, Min Rude, mere præcist den del af platformen, der hedder Børneruden. Det er kommunens strategi at kommunikere digitalt med borgerne, og derfor er pædagoger og ledelse i kommunens børnehaver nødt til at lægge arrangementer og beskeder op i Børneruden. Udover entréskærmen kan forældrene se informationerne på deres computer eller smartphone. Men det er ikke så let, som det lyder, mener Thomas Keller.

»Min Rude er lidt tungt og langsomt, og det er tidskrævende, når ens kommunikation med det offentlige skal foregå over alle mulige portaler. I en travl hverdag hiver jeg ikke mit nøglekort frem hver aften for at se Min Rude,« siger han.

Irritation over den digitale løsning

Målet med at tvinge børnehaverne til at bruge Børneruden er, at pædagogerne skal spare tid, som de så kan bruge med børnene. Men ifølge Bente Mahrt, leder af Nærum Menighedsbørnehave, er Børneruden godt nok tidsbesparende på nogle områder, til gengæld koster den tid på andre.

»Det er besværligt at komme på Børneruden. Det synes vi også som personale. Hvis jeg skal lægge noget i kalenderen, skal jeg først klikke på aktiviteten. Så hvem der skal se aktiviteten. Så skal jeg sætte »ok« til det. Så igen klikke hvor længe aktiviteten skal ses og så videre. Det er ikke det mest optimale arbejdsredskab.«

Hun oplever også, at mange forældre deler Thomas Kellers irritation over den digitale løsning.

»Jeg hører mange forældre sige, at det er for besværligt at gå ind på Børneruden,« siger hun.

»Det er selvfølgelig smart, at du kan se det på telefonen, men det er ikke alt, du kan se. Det er ikke praktisk.«

Jette Bondo er områdechef for Borgerservice og Digitalisering i kommunen. Hun betragter Børneruden som en service til forældrene og lægger vægt på, at far og mor nu kan holde sig opdateret i kaffepausen, eller mens de sidder i toget.

Mulighed for tættere dialog

»Vi kan se, at det bliver brugt rigtig, rigtig meget. Vi har 30.000 brugere på »Min Rude«. Det giver muligheder for en langt tættere dialog, at forældrene kan logge på, når de selv har tid,« siger hun.

Hun kan godt forstå, at processen kan virke frustrerende for nogle.

»Men det er et spørgsmål om tilvænning. Ligesom med en hvilken som helst anden forandring,« siger hun.

I Nærum vælger børnehaveleder Bente Mahrt at fokusere på, at Børneruden bliver bedre og bedre.

»Der sker fremgang. Det gør der. Og så skal både vi og forældrene jo vænne os til det,« siger hun og minder om, at heller ikke alting var perfekt i de gode gamle dage:

»Forældre overså altså også arrangementer dengang, de blev meddelt på papir. De bliver nødt til også selv at tage et ansvar.«

Til jul opdaterer kommunen Min Rude-appen, og næste år skal systemet i udbud igen.