På fredag går Mads Langer på scenen i Tivoli.
Men det bliver nok ikke som en elefant i en porcelænsbutik. Tivoli er nemlig underlagt strikse grænser for, hvor højt musikken må lyde. Eller, hvor meget de må larme, som Tivolis naboer nok vil kalde det.
Såvel må Fredagsrock-koncerter ikke støje mere end 60 decibel målt på facaden hos nærmeste nabo i Stoltenbergsgade. Det svarer til, at Mads Langer ikke må spille højere end det, der, uden for nærmeste nabos dør, lyder som en almindelig samtale.
Og det er mildest talt frustrerende for gæsterne, der ikke kan høre musikken. En af de gæster, der har oplevet, at lyden simpelthen ikke er høj nok, er Michelle Tubæk Gram, der gik skuffet fra en koncert med Erykah Badu.
»Lyden var på et niveau, jeg faktisk ikke har hørt før, på trods af, vi stod relativt tæt på scenen. Det lød ligesom en båndoptager på lige præcis det irriterende niveau, hvor man får det bedre af helt at slukke«.
Det er hun ikke ene om at synes. Kigger man på Fredagsrocks Facebook-side, er utilfredsheden ikke til at overse:
(Artiklen fortsætter nedenfor)
Michelle Tubæk Gram oplever, at den lave lyd ødelægger oplevelsen af at gå til en koncert.
»Der er ikke nogen pointe i at gå til koncert, hvis man ikke kan høre musikken. Koncertoplevelser er jo også til for, at du kan mærke det helt ind i kroppen og få gåsehud,« siger hun.
»Vi har styr på lyden«
Hos Tivoli er de bestemt heller ikke selv tilfredse. Her anerkender de, at lyden simpelthen ikke er høj nok. Problemet er bare, at de ikke kan gøre noget ved det.
»Nogen siger, at vi ikke har styr på lyden. Men vi har styr på lyden. Vi er bare underlagt nogle regler, der gør det svært at levere det, publikum forventer. Halen på det er jo så, at vi oven i købet er ringere stillet end andre,« siger Dorthe Weinkouff Barsøe, der er underdirektør i Tivoli Brand & Kommunikation.
Hun er forundret over, at Tivoli skal begrænse sig mere end andre udendørs koncertarrangementer i byen.
»Der findes jo et reglement, der sætter nogle grænser for forskellige steder og pladser i København. Vi er ikke underlagt det reglement. Vi er underlagt en lovgivning for hele Tivoli, og ikke kun Fredagsrock. Det gør, at vi er ringere stillet end mange af de øvrige arrangementer, eftersom at de må spille højere, end vi må. Det er lidt paradoksalt, at de må spille højre på eksempelvis Nyhavn, end vi må i Tivoli,« siger hun.
Tivoli er langt fra de eneste arrangører, der må acceptere, at deres gæster må nyde musikken for lavere volumen.
Copenhagen Jazz Festival, der netop har været afholdt for første gang, siden Københavns Kommune indførte et nyt støjreglement, har ligeledes måttet acceptere at skulle spille for lavere volumen. Og tidligere på året var det Distortion, der fik sin sag for med at overholde de nye støjgrænser, der blandt andet betød, at de måtte skrue temmelig meget ned i forhold til tidligere.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Men når musikken skrues ned på utilfredsstillende niveauer, kan slutresultatet blive, at gæsterne slet ikke gider besøge koncerterne til sidst.
Det mener i hvert fald Michelle Tubæk Gram.
»Hvis det er lydniveauet fremover, vil mange nok holde sig væk. Det er jo ikke en oplevelse,« siger hun.
Et tovtrækkeri
Ifølge Allan Mylius Thomsen, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, er der ikke så meget at gøre, når sagen er et tovtrækkeri mellem arrangører og borgere.
»Jeg har næsten lyst til at sige, at den københavnske offentlighed er et uhyre med røvhul i begge ender. Hver eneste gang, der er et arrangement, modtager vi et hav af klager. Derfor er vi gået sammen om at vedtage nogle lydgrænser. Men vi kører altså i en ballongynge, hvor arrangørerne på den ene side vil have lyd på, og hvor borgerne på den anden side vil have lyden skruet ned. Vi har så prøvet at lave nogle regler, der er et kompromis mellem to yderpunkter,« siger han.
Han påpeger dog samtidig, at koncertgæsterne også skal passe på ikke at blive for kritiske.
»Jeg kan huske i gamle dage, da Louis Armstrong optrådte akustisk. Der var der altså ikke nogen, der klagede over for lav lyd. Teknologien har udviklet sig, og det skal åbenbart være højere og højere. Samtidig er byens tæthed også blevet større, hvilket er med til at gøre det værre. Tivoli må også forstå, at de ligger midt i byen. Og så må de altså også spille sammen med byen,« siger han.