Kritik af Brostrøms nye vaccineprioritering: »Beslutningen er truffet på baggrund af moral og følelser«

Sundhedssektoren og ældresektoren har effektivt rullet vacciner ud blandt sine ansatte. Derfor skal de næste vacciner gå til danskere over 85 år, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Fortsæt vaccinationen af os, lyder det fra FOA, sygeplejerskerne og lægerne. At fokusere på de ældre handler om følelser, siger FOA.

 
Danskerne er begyndt at blive vaccineret mod coronavirus. Få et overblik over vaccinesituationen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

I myndighedernes vaccinationsplan står 85-årige i eget hjem højere på listen end læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

De skal efter planen have vaccinerne først.

Alligevel er i titusindvis af ansatte i sundheds og ældresektoren blevet vaccineret, mens få 85-årige er blevet stukket endnu.

På samme tid har der kørt historier om sygehusdirektører, der allerede nu er blevet vaccineret.

Det fik onsdag Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen direktør, til at melde ud, at det nu er de 85-åriges tur, når der kommer flere vacciner til landet.

Og det må det da også gerne være, lyder det fra flere fagforbund. Men de ser også gerne, at man bruger nogle af de nye vacciner på fortsat at vaccinere sundhedspersonalet.

Et moralsk spørgsmål

Ifølge Torben Hollmann, formand for fagforbundet FOAs sektor for social og sundhed, burde man fortsætte med den hidtidige plan, hvor vaccinerne deles mellem de ældre og frontpersonalet.

»Vi risikerer at se ind i et hospitalsvæsen, som ikke har de ressourcer, der kræves, og hvor der laves flere fejl. Fejl i et sundhedsvæsen er ikke en mursten, der er blevet lagt skævt. Det er menneskeliv, vi har at gøre med,« siger han.

Hvad er tidshorisonten for, hvor længe personalet kan følge med?

»Hvis vi fortsætter med et lavere smittetryk, kan vi fortsætte et stykke tid endnu. Men hvis smitten stiger voldsomt på grund af den britiske mutation, er jeg bekymret.«

Mener du ligefrem, at man helt burde vente med at vaccinere de ældre og kun have fokus på frontpersonalet?

»Det er der masser, der bakker op om. Men beslutningen (om at de ældre skal foran i køen, red.) er ikke baseret på evidens og forskning. Den er truffet på baggrund af moral og følelser.«

Hvad mener du med det?

»Der er ikke noget folketing, der kan holde til at gå ud og sige: Vi vaccinerer alt frontpersonalet, og så lader vi de ældre dø imens. Ingen. Hvis jeg sad i deres stol, ville jeg træffe den samme beslutning.«

Du kritiserer, at beslutningen er taget med følelserne. Hvad begrunder du selv din vurdering ud fra – en sundhedsfaglig vurdering?

»Vi er flere organisationer, der bakker op, men meldingen kommer mest af alt fra vores medlemmer. De er lige ved at knække.«

Stiller det de ældre bedre eller dårligere, hvis sundhedspersonalet får vaccinen før de ældre?

»Det er svært at svare på. Den ældre i sig selv vil nok ikke mærke så stor en forskel, men det vil dem, der kommer på hospitalet. Der er sengepladser nok, men det hjælper ikke noget, hvis man ligger der alene uden noget personale.«

Tobenet indsats, tak

Formanden for lægeforeningen, Camilla Noelle Rathcke, mener også, at man skal holde fast i en tobenet indsats.

»Vi mener, at vi skal holde fast i, at vaccinationsindsatsen er tobenet. Vi skal både hindre alvorlig sygdom – og det gør vi ved at vaccinere risikogrupperne i den prioriterede rækkefølge, der er lavet – og så skal vi hindre smittespredning og sikre, at der er sundhedspersoner nok på hospitalerne til, at vi rent faktisk kan behandle patienterne. Det gør vi ved at vaccinere personalet.«

Hun finder det kritisabelt, hvis man nu siger, at vi lukker ned for at vaccinere personalet og kun vaccinerer risikogrupperne.

Har I på noget tidspunkt været tæt på at knække på grund af manglende personale? Har der været mere sygdom og flere dødsfald på grund af personalemangel?

»Der har været udtalt mere sygdom blandt personalet, end man plejer at se. Store dele af personalet har været væk, fordi de har været smittet med covid, eller fordi de har været nære kontakter. Alt har bidraget til, at det har været svært at få vagtplanerne til at hænge sammen. Covidpatienterne er kommet ind i et stort antal oven i de vanlige vinterinfektioner, vi ser.«

Men er der personale nok?

»Udfordringen handler ikke om, hvordan det ser ud lige nu. Udfordringen handler om, hvordan det vil se ud lige om lidt, hvor vi går ind i en fase, hvor vi ser stigende kontaktsmitte med den britiske variant, og vi potentielt også står i en tredje bølge. Derfor er vi også nødt til at forholde os til, at den sårbare situation, hospitalerne er i på deres kapacitet, meget hurtigt kan tippe i den forkerte retning. Derfor er det også forkert at stoppe med at vaccinere frontpersonale. For uden nok sundhedspersoner kan vi risikere ikke i tilstrækkelig grad at kunne tage os af patienterne.«

Ville det ikke være mere moralsk korrekt at vaccinere de her ældre mennesker, som er i meget høj risiko for at dø af covid-19, end vaccinere personale?

»Der er ingen tvivl om, at borgere i gruppe tre skal vaccineres. Derfor bifalder vi enormt, at vi skal gå på to ben og vaccinere de ældre. Vi er ikke ude på at tage vaccinerne fra nogen. Vi er ude at hejse flaget for, at det, vi er i gang med – at vaccinere begge grupper samtidig – er en god tilgang til vaccinationsindsatsen.

Er vi enige om, at nogle af dem over 85 kommer til at vente længere tid på vaccinen, hvis man fortsat skal vaccinere frontlinjepersonalet samtidig med?

»Vi kommer allesammen til at vente længere tid, fordi vi mangler vacciner. Vi er ikke ude på at tage vaccinerne fra de 85+-årige. Tværtimod siger vi, at de fortsat skal vaccineres akkurat som frontpersoner. Men når vi mangler vacciner, må vi vaccinere begge grupper i nedsat tempo.«

Sygeplejerskerne: Hold hånden under sundhedsvæsenet

Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, fremhæver, at ansatte i sundhedsvæsenet er to til tre gange mere smittede end befolkningen generelt.

Ifølge hende trækker de nye restriktioner samtidig – som følge af den engelske mutant – tænder ud på hospitalerne, hvor medarbejdere nu skal gå i 14 dages selvisolation derhjemme, hvis de er nær kontakt til en smittet – mod tidligere syv dage.

»Mange afdelinger kan ikke holde til, at en eller flere medarbejdere trækkes ud af ligningen i så lang tid. Derfor skal man tænke sig om en ekstra gang og fortsætte i de to spor med vaccinere folk over 85 år og medarbejdere samtidig, og så må det tage lidt længere tid at få vaccineret de to grupper. Det er ikke, fordi vi ikke under de ældre at få deres vacciner, men det er også et spørgsmål om at holde hånden under sundhedsvæsenet,« siger hun.