Kristinas datter gemte sig bag kaninburet – efter tre indbrud på to år føler hun sig »en lille smule svigtet«

Engang kunne Kristina Rosenkilde sagtens lade døren være ulåst, når hun var hjemme. Men tre indbrud har sat sine spor – især hos hendes tre børn. Nordsjælland er indbrudstyvenes foretrukne område, og kun få af indbruddene bliver opklaret af politiet.

Kristina Rosenkilde er bekymret for, at helt uskyldige mennesker mistænkes for indbrud. Alligevel kan hun ikke selv lade være med at holde øje. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kristina Rosenkildes datter løb ud gennem havedøren. Hun krøb sammen omme bag kaninburet og holdt vejret. Da hun ringede til sin mor, var det med gråd i stemmen.

Det var lyden af et bank på hoveddøren, der fik hende til at stikke af.

»Det er nok de færreste indbrudstyve, der banker på. Men det, vi har været ude for, har virkelig sat sine spor,« fortæller den 44-årige sagsbehandler.

Det, familien fra Ølstykke har været ude for, er de langt fra ene om. Tværtimod er Nordsjælland hårdere ramt af indbrud i private hjem end noget andet sted i Danmark.

Samtidig er sandsynligheden for, at tyvene pågribes og straffes, minimal. Faktisk har Nordsjællands Politi den laveste opklaringsprocent i landet.

Første gang Kristina Rosenkildes familie havde indbrud for knap fire år siden, var de tre børn hjemme hos deres far.

»Da kunne jeg nå hjem og få ryddet op, så de ikke skulle se det,« siger hun.

Tre indbrud på under to år har sat sine spor hos Kristina Rosenkilde - og især hendes tre børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Alt tøj var væltet ud af skabene. Alle glas var blevet undersøgt. Frostposerne var rullet ud og strømpeparrene skilt fra hinanden.

»Alt sammen for at se, om der lå penge gemt, mente politiet. De sagde allerede dengang, at vi ikke skulle regne med, sagen blev opklaret.«

Anden gang, halvandet år senere, havde Kristina Rosenkilde sine børn i bilen, da hendes nabo ringede og sagde, at de nok hellere måtte komme hjem.

»Hele huset var endevendt igen. Det var et stort kaos, da vi kom hjem, og børnene var meget opskræmte. Siden har vi fået hund og alarm, men det er noget, der fylder,« siger hun.

Tre måneder skulle der gå, før ubudne gæster atter fandt vej til Kristina Rosenkildes hus.

Mistænkelige mænd

Engang kunne Kristina Rosenkilde sagtens finde på at gå til købmanden uden at tjekke, om alle døre og vinduer var lukkede. Eller lade døren være ulåst, når hun var hjemme. Eller besøge sine gode naboer uden at låse døren.

Det kan hun ikke længere.

Det lille, irriterende frø af mistro spirer især, hver gang huset står tomt.

»Når vi er afsted, bruger vi alle sammen enormt meget krudt på at tænke »åh nej – bare vi ikke bliver ringet op«. Det, synes jeg næsten, er det værste,« siger Kristina Rosenkilde.

»Jeg kan godt leve med, at de har været inde i mit hjem, mit tøj, mine private ting. Men det er, som om jeg hele tiden venter på, at det sker igen. At de kommer igen. Den frygt er der hele tiden.«

Når Kristina Rosenkilde skal væk, spørger hun venner, om de vil holde ferie i huset, så det ikke skal stå tomt: »Ellers bruger vi alle enormt meget krudt på at tænke over, om det nu sker igen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Mistænksomheden mærker hun ikke kun hos sig selv, men også i nabolaget.

Ofte bliver der skrevet ud på Nabohjælp-app'en eller den lokale Facebook-side, at der er set »mistænksomme mænd« på vejene.

»På den måde risikerer vi at få mistænkt helt uskyldige mennesker. Det bliver hurtigt til selvtægt,« siger Kristina Rosenkilde, der heller ikke selv kan lade være med at holde øje.

»Hvis der er en bil, der holder lidt underligt på vejen eller nogen, der går lidt for meget frem og tilbage ved en hæk, når jeg lufter min hund, så stopper jeg dem og spørger, om de leder efter noget. Jeg er ikke en pind bedre selv.«

Da Kristina Rosenkilde havde indbrud for tredje gang på under to år, var hun på ferie. Derfor var det hendes nabo, der anmeldte hændelsen til politiet. Efterfølgende opstod der forvirring, om hvorvidt der overhovedet været indbrug og hvor. Det betød, at politiet aldrig kom.

»Jeg ved godt, at politiet har rigtig meget, de skal tage sig af. Men jeg føler mig en lille smule svigtet i det her.«

Politiinspektør ved Nordsjællands Politi Morten Pedersen kan ikke udtale sig om den konkrete sag. Han fortæller, at politiet altid kommer, hvis der står en tyv i indkørslen, eller indbruddet allerede er fundet sted. Er der tale om forsøg på indbrud, rykker politiet som udgangspunkt også ud, men ikke altid.

»Det er altid beklageligt, når en borger får en oplevelse af, at politiet ikke har ydet den service, borgeren ønsker,« siger han.