Krisen i rød pengetank knuser EU-modstanden

To af venstrefløjens mest ambitiøse projekter, den EU-kritiske tænketank Ny Agenda og Retssikkerhedsfonden, er bragt ud i en overlevelseskamp, da de hverken i år eller næste år vil få donationer fra Plum-fonden.

Foto: Mads Jensen, Scanpix (arkiv).
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstrefløjen mærker nu for alvor konsekvenserne af den økonomiske og ledelsesmæssige krise i den idealistiske pengetank, Enkefru Plums Støttefond.

To af venstrefløjens mest ambitiøse projekter, tænketanken Ny Agenda og Retssikkerhedsfonden, er bragt ud i en overlevelseskamp, da de hverken i år eller næste år vil få donationer fra Plum-fonden, som er deres suveræne hovedsponsor.

Ny Agenda har hentet 88,3 procent af sine indtægter i Plum-fonden, viser en analyse foretaget af Berlingske Tidende.

Retssikkerhedsfonden får en mindre andel af sine indtægter fra Plum-fonden, men har som direkte følge af krisen afskediget en jurist og har nu kun råd til at aflønne en jurastuderende i ti timer om ugen.

- Hvis tallene stemmer, er der ingen tvivl om, at disse organisationer får deres livsgrundlag skåret over. Det betyder, at den tidligere traditionelle venstrefløj er ved at forsvinde ud af den offentlige debat, siger professor Ove K. Pedersen, direktør ved International Center for Business and Politics i København.

EU-modstand er et overstået kapitel
Han ser Ny Agendas problemer som det endelige punktum for fire årtiers EF-modstand på venstrefløjen.

Ny Agendas formål er at være EU-kritiske og har professor Drude Dahlerup – stifter af JuniBevægelsen, som for nylig blev nedlagt – som forkvinde.

- Uden ressourcer, uden penge og uden slagkraftige organisationer må vi konstatere, at den traditionelle EU-modstand på venstrefløjen er et overstået kapitel, konstaterer Ove K. Pedersen.

Ifølge Drude Dahlerup kan Ny Agenda ikke konkurrere med andre tænketanke som Cepos og Cevea, men hun afviser, at Ny Agendas virksomhed er truet: »Vi udgiver skrifter, når vi skønner der er behov for det, og når vi har skaffet finansiering. Sådan har vi gjort hidtil, og sådan vil vi gøre i fremtiden,« fastslår Drude Dahlerup, som også er bestyrelsesmedlem i Plum-fonden.