Kriminelle turister strømmer til Danmark

Antallet af sigtelser mod udenlandske turister i Danmark er steget med 49 procent fra 2008 til 2013. Dansk Folkeparti vil intensivere grænsekontrollen. Det afviser Socialdemokraterne.

Foto: Martin Sylvest Andersen. Udenlandske turister begår kriminalitet i Danmark i stor stil. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Udenlandske turister begår kriminalitet i Danmark i historisk stor stil, skriver metroxpress.

Således blev der rejst 17.725 sigtelser mod udenlandske turister i 2013, hvilket er en stigning på 49 procent siden 2008.

Det viser tal fra Rigspolitiet, som justitsminister Mette Frederiksen (S) har udleveret til Folketingets Retsudvalg.

Stigningen bekymrer Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF).

»Det er en voldsom stigning. Jeg tror ikke, at det er normale turister, der begår så omfattende kriminalitet. Det er nogen, som kommer til Danmark på turistvilkår via for eksempel visum i en kort periode med det formål at begå kriminalitet,« siger han til metroxpress.

Det stigende problem kunne dog blive løst ved at intensivere grænsekontrollen, mener Dansk Folkeparti. Men det forslag møder ikke opbakning hos regeringens største parti, Socialdemokraterne.

»Vi har jo netop øget patruljeringen og overvågningen ved grænsen. Den her stigning er et udtryk for, at regeringen har sat massivt ind over for turister og andre, som kommer til Danmark og begår kriminalitet. Politiet fanger simpelthen flere,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Rigspolitiet, der heller ikke fører statistik over de sigtede turisters nationalitet.

Ifølge advokat Henrik Stagetorn, der er formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, kommer de kriminelle turister i høj grad fra Rumænien.

»Jeg ser typisk rumænere, som ikke bor eller arbejder i Danmark, men qua EU-reglerne kan komme her, lave lomme- og tricktyveri og dankort-afluring. Der er også en del organiseret indbrudskriminalitet,« siger han til metroxpress.

BNB