Kriminelle netværk fra Østeuropa en stigende trussel

Politiet spår, at kriminelle bander fra Østeuropa fremover vil udgøre et stigende problem herhjemme og erkender samtidig, at det er svært at opklare forbrydelser over grænser. De handlende ruster sig til den stigende kriminalitet.

Kreditkort-bander fra Østeuropa. Mindreårige lommetyve fra Rumænien. Organiserede biltyve fra Polen og Litauen. Senest blev en urmager i det indre København i tirsdags udsat for røveri af en bande serbiske kriminelle.

Denne type af organiserede kriminelle netværk fra Østeuropa og Balkan, der slipper ind over grænserne og opererer i Danmark, vil fremover udgøre en stigende trussel.

Sådan lyder prognosen fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), der vurderer, at organiseret kriminalitet, hvor udenlandske kriminelle huserer i Danmark, vil sprede sig yderligere i fremtiden.

»Globaliseringen og det faktum, at man lettere kan komme ind i landet, betyder, at Danmark er blevet meget attraktiv for bander fra Østeuropa. Det er en udvikling, som er kommet gradvis, og vi forventer også et stigende omfang fremover,« siger kriminalinspektør Kim Kliver, der leder NEC.

»Vi ser det med polske bander, der laver grove røverier og indbrud. Vi har set rumænske bander, der kopierede kreditkort, og vi ser seriekriminalitet mod køretøjer og ved indbrud i huse. Når vi kalder det organiseret, er det fordi, vi ser, at nogle bliver sat til at lave det hårde arbejde, mens andre sidder tilbage, typisk i hjemlandet, og skummer fløden,« forklarer Kim Kliver.

En række eksempler
I Københavns Politi har man ifølge chefkriminalinspektør Per Larsen oplevet en række eksempler på østeuropæiske bander, der kommer til hovedstaden med det formål at begå kriminalitet.

»Vi er meget opmærksomme på østbanderne, og vi beder folk være opmærksomme og hurtigt anmelde, når den slags kriminalitet sker. Så kan vores patruljevogne nemlig rykke hurtigt ud,« siger Per Larsen, der erkender, at det er svært for politiet at få opklaret de udenlandske banders kriminalitet.

»De skal langt hen af vejen tages med fingrene i klejnekassen, og vi skal have fat i dem, inden de igen forlader Danmark. Har vi nogle spor, kan vi udnytte mulighederne inden for det europæiske politisamarbejde, men det er klart, at når først de er sluppet fra os, så er chancen for at få fat i dem nok ikke voldsomt stor,« siger Per Larsen.

Ifølge markedsdirektør Charlotte Vester fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er de organiserede, kriminelle bander et problem for medlemmerne - det drejer sig især om butikstyverier i detailbranchen. Også hos Dansk Erhverv forventer man, at kriminaliteten vil udgøre en øget udfordring fremover.

»Vi oplever en tendens til, at tyvene bliver dygtigere, mere opfindsomme og professionelle, og arbejder mere i bander, end de har gjort tidligere. Derfor sporer vi en tendens til, at mange virksomheder har intensiveret deres kameraovervågning, alarmer og sikkerhedsudstyr,« siger markedsdirektør Charlotte Vester, der tilføjer, at Dansk Erhvervs medlemmer derfor ser et stort behov for den øgede adgang til videoovervågning, som justitsminister Lene Espersen (K) lægger op til med et nyt lovforslag. eah@berlingske.dk

mach@berlingske.dk

kkh@berlingske.dk