Kriminalitetskurven har fået et knæk

Vold og indbrud er på retræte, viser nye tal fra Rigspolitiet. Mindre kriminalitet i Danmark er kommet for at blive, lyder det fra Det Kriminalpræventive Råd.

48-årige Sanne Sztuk, der her lufter hundene Smut, Speedy, Fighter og Goofy hjemme på Odderbjergvej i Smørum, tog sidste år initiativ til, at de på villavejen skulle have et »Nabohjælp«-skilt op. Årsagen var, at hun tidligere havde opdaget en ubuden gæst i naboens have. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sidste år bliver Sanne Sztuk mistænksom, da hun ser en kvinde gå ind på naboens grund. En kvinde hun aldrig har set i området før.

»Leder du efter nogen?« råber hun over til kvinden.

Hun skulle kigge på en barnevogn hos naboerne.

»Og jeg ved, at det par, som bor i huset ved siden af, er i 50erne, så der er jeg godt klar over, at den historie lugter.«

Efter de nysgerrige spørgsmål forlader kvinden området. Men sammen med en genbo følger Sanne Sztuk efter hende i sin bil rundt i byen Smørum, hvor de bor.

»Vi kan se, at hun går rundt fra hus, til hus, til hus og tjekker, om der er nogen hjemme. Men så får hun øje på os, og lige pludselig er hun bare væk.«

Kort tid efter bliver kvinden anholdt af politiet i nabobyen, hvor hun havde forsøgt indbrud i et hus.

Også der var det en vaks nabo, som var skyld i, at kvinden blev opdaget.

Landsdækkende fald i kriminalitet

De vågne naboer er næppe alene årsagen til, at antallet af indbrud i de danske hjem er faldende. I alt er der begået 1.386 færre indbrud på landsplan i forhold til samme periode sidste år. Det viser Rigspolitiets helt nye tal for første halvår 2013.

Og det er ikke kun indbrud, der er færre af. På landsplan falder kriminaliteten over en bred kam, viser tallene. Samlet er der sket et fald på 6.142 anmeldelser af straffelovsovertrædelser – f.eks. hærværk, tyveri, overfald og drab – sammenlignet med første halvår 2012.

Også hvad angår voldshandlinger kan man se et tydeligt fald. I alt var der 546 færre voldshandlinger i årets første halvår sammenlignet med samme periode sidste år.

Ifølge Linda Nielsen, der er formand for Det Kriminalpræventive Råd, viser tallene, at kriminaliteten generelt er faldende:

»Tallene er udtryk for en rigtig positiv udvikling. Især på voldsområdet er det rigtig godt. Vi har en fornemmelse af, at mange af de præventive indsatser, der er rettet mod unge, hjælper nu. Det er ikke længere smart eller hipt at have en voldelig adfærd,« siger hun.

Også hos Rigspolitiet glæder man sig over udviklingen:

»Vi ligger højt, når det handler om at stille de kriminelle grupper til ansvar for deres kriminalitet,« konstaterer rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. Han er dog ikke helt tilfreds, før indbrudsstatistikken, hvor Danmark stadig ligger i front i Skandinavien, viser et endnu større fald.

»Vi falder fra et rigtig højt niveau, hvad angår indbrud, så der er lang vej endnu, før vi når et acceptabelt niveau,« siger Linda Nielsen.

I de første seks måneder af i år er der anmeldt 18.729 indbrud i private hjem. Det er et fald på knap syv procent i forhold til 2012, og samtidig 3.123 færre end i samme periode i 2009, hvor indbrudskriminaliteten satte kedelig rekord. Nedgangen betyder, at antallet af indbrud for første gang siden 2008 ligger under 20.000.

Antallet af voldsanmeldelser er faldet trinvist fra 7.675 i første halvår af 2008 til 6.270 i år.

»Når det handler om at skabe tryghed og sikkerhed i samfundet, er det meget vigtigt, at voldskriminaliteten falder. Og det gør den netop – på trods af rocker- og bandeproblemerne,« siger rigspolitichefen.

Flere i fængsel

En ting, der til gengæld ikke falder, er antallet af fængslede rocker- og bandemedlemmer. I øjeblikket er 371 personer ud af de omkring 1.600 på Rigspolitiets liste over rocker- og bandemedlemmer bag tremmer. Som Berlingske tidligere har beskrevet, er det rekord.

Den logiske årsag er forårets eskalering af de blodige bandekonflikter, som fulgte i kølvandet på etableringen af den nye storgruppering Loyal to Familia, LTF, i og omkring København. Rivaliseringen mellem banderne førte til en hidtil uset trussel fra de kriminelle miljøer, forklarer rigspolitichefen.

»Pludselig gik de i kødet på hinanden på en fuldstændig bindegal måde. Det har gjort, at vi har brugt mange kræfter på at få standset skyderierne, og det har så også betydet, at rigtig mange personer er blevet fængslet,« forklarer Jens Henrik Højbjerg. Med mindre konflikten blusser op igen, vil tallet nok ikke ligge så højt, når året er omme, tilføjer han.

Også Linda Nielsen mener, at politiets indsats mod de hårde kriminelle miljøer har en positiv effekt på andre områder:

»Politiindsatsen har også en stor betydning, for så bliver flere af de professionelle kriminelle straffet og kommer i fængsel.«

Nabohjælp hjælper

Efter episoden hos Sanne Sztuks naboer i Smørum blev de på vejen enige om at tilmelde sig nabohjælp. Derfor hænger det klassiske »Nabohjælp«-skilt nu også for enden af vejen til skræk og advarsel for de nysgerrige indbrudstyve, der kunne komme i tanker om at slå et smut forbi Odderbjergvej en anden gang.

»Vi håber, at det kan virke afskrækkende,« siger Sanne Sztuk.

Hos Det Kriminalpræventive Råd håber formand Linda Nielsen, at nabohjælpen kan blive endnu mere udbredt.

»Vi er ikke i tvivl om, at hvis nabohjælpen bliver et mere brugt redskab, så kan vi få antallet af indbrud væsentligt længere ned.«

Nabohjælp-indsatsen betyder for Sanne Sztuk og hendes naboer bl.a., at de fortæller hinanden, hvis de er væk i længere perioder.

»Siden den episode med hende kvinden hos mine naboer, spørger de hver gang, de skal ud at rejse, om jeg vil holde et vågent øje med deres hus,« siger Sanne Sztuk.

»Vi er meget opmærksomme herude.«