Kriminalforsorgen svigter de indsatte

Kriminalforsorgen lever ikke op til sin forpligtelse til at udarbejde og koordinere handleplaner for de indsatte, siger Kriminalforsorgsforeningens formand.

Kriminalforsorgen svigter mange indsatte, som ikke får en handleplan for tiden efter fængslet. Kriminalforsorgen lever heller ikke op til forpligtelsen til at koordinere handleplaner med kommunerne. Kun 17 procent af disse handleplaner bliver koordineret, som de skal.

Det lave tal bekymrer Kriminalforsorgsforeningens formand, John Hatting. Han repræsenterer lærere, pædagoger og socialrådgivere ansat i fængslerne.

- Det ligner et mønster, hvor de indsatte bliver taget som gidsler. De bliver svigtet, siger John Hatting.

Handleplanen skal beskrive den indsattes netværk og lægge op til fremtiden uden for murene i forhold til arbejde, bolig, uddannelse og eventuelt stofafvænning. Den skal udarbejdes af den indsatte og fængselspersonalet i fællesskab. Men personalet har ikke den nødvendige tid til opgaven, siger Kriminalforsorgsforeningens formand.

Forsorgen har ifølge TV Avisen indkaldt til krisemøde onsdag om sagen.

/ritzau/