Krimiforfatter: Min far sloges som nazist

Den kendte krimiforfatter Jo Nesbø kom til at afsløre sin fars dystre hemmelighed i radioen.

Den succesfulde, norske forfatter Jo Nesbø voksede op med en far, der hjalp nazisterne under Anden Verdenskrig, fortæller han selv. 

- Jeg vidste intet om det, før jeg blev 15 år. Jeg beundrede og respekterede min far, men da jeg så ham for mig i den tyske nazi-hjelm, var det som om min verden braste sammen, siger den 50-årige Nesbø i et interview med BBCs radio.

Herhjemme er Jo Nesbø nok er bedst kendt for sine otte krimiromaner om betjenten Harry Hole.

I denne uge var forfatteren gæst i radioprogrammet World Book Club på BBC for at tale om sin ti år gamle roman Rødhals.

Først sat i fængesel

I bogen skal Harry Hole efterforske en sag om sjældne våben i Norge. Sporene peger på det nynazistiske miljø og på de norske frikorpssoldater, som kæmpede for nazisterne i 2. Verdenskrig.

En læser ringede ind og spurgte om Jo Nesbø havde trukket på selvbiografiske elementer i bogen, og dertil svarede forfatteren altså ja.

Faderen var 18 år da krigen startede, og blev i første omgang arresteret, da tyskerne indtog Norge i 1940. Men efter et år i fængsel meldte han sig frivilligt til at kæmpe mod russerne på østfronten. Han døde i 1994.

Norske VG har været i kontakt med Jo Nesbø, som ikke ønsker at uddybe udtalelserne om sin far.