Kristina Ohlsson sad i en bus på vej fra Stockholm til Jönköping i Småland, da hun fik beskeden. Det var flere uger siden, hun havde mødtes med en forlægger på det svenske Piratförlaget, og siden havde hun opholdt sig i konstant nervøs spænding. Forlagets telefonnummer var kodet ind på hendes mobil, så da telefonen ringede i bussen, kunne hun se, at det var forlæggeren. Hun tog den.

»Jeg begyndte at stortude, da jeg fik at vide, at de ville udgive min bog. Jeg tog mig slet ikke af de mennesker, der sad omkring mig og kiggede målløst,« fortæller Kristina Ohlsson, da Berlingske Tidende møder hende på det forlag på Östermalm i Stockholm, som den svenske forfatter nu, et par år senere, hjemmevant bevæger sig rundt i.

Hendes første spændingsroman, »Askepot«, udkom i Sverige sidste år og er netop kommet på dansk. Allerede inden udgivelsen i hjemlandet var bogen solgt til seks lande inklusive en kæmpekontrakt i Tyskland. Siden er rettighederne gået verden rundt og solgt til i alt 13 lande, deriblandt det lukrative amerikanske marked. Kristina Ohlsson er med andre ord blevet en del af det tilsyneladende uendelige svenske krimieventyr. Endnu en i rækken af storsælgende og succesrige svenske krimiforfattere, hvoraf mange er kvinder. Så mange, at begrebet femi-krimi er blevet en gængs betegnelse. Et mærkat den 31-årige forfatterdebutant dog nødigt vil forbindes med.

»Jeg læser knap nok krimier skrevet af kvinder. Jeg synes ofte, de kvindelige krimiforfattere ødelægger historierne med temaer, der ikke interesserer mig: Enlige mødre, børn i daginstitutionen, problemer i sexlivet,« siger hun og tilføjer: »I couldn't care less. Jeg vil have en ordentlig kriminalroman, og ofte skriver mænd mere hårdkogt. Det er altså bare sjovere at læse.«

Kristina Ohlsson påpeger, at der selvfølgelig er undtagelser, f.eks. hendes landsmand Åsa Larsson og norske Anne Holt, som hun rigtig godt kan lide. Men noget feministisk projekt er der i hvert fald ikke tale om for Kristina Ohlsson.

»Nej, det ved Gud,« siger hun med et grin.

»Jeg har aldrig kaldt mig feminist. I Sverige er det jo noget, enhver kalder sig regelmæssigt, men det gør jeg altså ikke, selv om jeg selvfølgelig går ind for ligestilling.«

Det er heller ikke noget udpræget feminint univers, Kristina Ohlsson til daglig bevæger sig rundt i. Hun er uddannet i statskundskab, har tidligere arbejdet i det svenske udenrigsministerium og Försvarshögskolan og har de seneste fem år været ansat som sikkerhedspolitisk analytiker i den del af Rikspolitistyrelsen, der er bedre kendt som Säpo, den svenske pendant til PET.

Erfaringen, særligt fra sikkerhedspolitiet, har hun kunnet bruge i krimien, hvor en lille pige forsvinder fra X2000-toget lige efter ankomsten til perronen i Stockholm. Forsvindingen udvikler sig hurtigt til en bestialsk drabssag, og i opklaringsarbejdet følger vi politiets efterforskningsgruppe. Kristina Ohlsson har ikke selv arbejdet med den type opklaringsarbejde, men ved hvordan det fungerer.

»Alt, hvad jeg ved om politiet, har jeg lært på jobbet. Det foregår på samme måde, hvad enten det er terror eller indbrud, man har med at gøre; hvordan foregår en afhøring, hvordan undersøger man sagen, og hvad tænker en politimand i den og den situation. I »Askepot« skriver jeg om et barn, der forsvinder, men den slags beskæftiger vi os jo ikke med i Säpo,« siger hun.

»Jo, måske hvis det var statsministerens barn, så skulle vi nok tage os af det, men ellers ikke,« indskyder Kristina Ohlsson, der ikke er meget for at komme ind på, hvad hendes arbejde hos Säpo består i.

»Det fortæller vi jo ikke så gerne om,« siger hun med et smil, men tilføjer alligevel uden at afsløre for meget: »At være sikkerhedspolitisk analytiker indebærer, at jeg følger de hændelser, der er interessante i forhold til de aktører, vi holder øje med. Vi kigger præcis som hos PET på terrorisme, spionage, højre- og venstreekstremisme.«

HOVEDPERSONEN I »ASKEPOT« er den unge ambitiøse Fredrika Bergman. Lige som Kristina Ohlsson er hun en akademiker, der er kommet ind hos politiet.

»Hendes baggrund minder om min. Privat lever jeg også som single i Stockholm, men dog ikke med en hemmelig elsker som Fredrika Bergman,« siger Kristina Ohlsson, der bor alene i en lejlighed i Vasastan. I bogen beskriver hun den konflikt, der opstår, når akademikere som økonomer og jurister kommer ind i politietaten. En verden der ellers har været præget af folk uddannet inden for korpset.

»Det var helt bevidst, at jeg ville have en civil kvinde med i bogen. Det var noget nyt, jeg har i hvert fald ikke læst om det andre steder, men det er et alvorligt problem, at de her to kulturer ikke rigtigt fungerer sammen og ikke respekterer hinanden.«

For Kristina Ohlsson har den faglige inside-viden også gjort, at hun har følt behov for at rette op på nogle udbredte misforståelser inden for krimi­genren.

»Allerede inden, jeg selv blev forfatter, kunne jeg godt blive ret irriteret, når jeg læste krimier. Mange krimiforfattere tror f.eks., at man regelmæssigt mishandler folk i forhørssituationer. Jeg forstår ikke, hvor de får det fra. Sådan fungerer det ikke.«

Kristina Ohlsson gør også op med den fordrukne ældre politikommissær, der, som hun ser det, spiller en alt for stor rolle i mange krimier.

»Jeg har aldrig truffet en alkoholiseret kommissær. Hvem pokker er det, der har fundet på, at man er nødt til at være alkoholiseret for at være politimand?«

TIL AUGUST UDKOMMER Kristina Ohlssons anden bog i Sverige. En serie på fem-seks bind med Fredrika Bergman i hovedrollen er på tegnebrættet. De første to har hun skrevet i sin fritid som en hobby. Sådan skal det blive ved med at være. Også selv om hun sagtens ville kunne leve af skriveriet.

»Det virker måske lidt åndssvagt, for det er jo blevet en hobby, der omsætter virkelig mange penge, og som er nået ud til 13 lande. Min forlægger spurgte mig da også lidt ængsteligt: "Nu er det vel ikke sådan et hobbyprojekt?" Men det er det faktisk, for jeg trives bedst med det på den måde.«

Sit professionelle arbejde kunne hun ikke drømme om at droppe.

»Hvis jeg gjorde det, ville jeg jo tabe alt det andet, f.eks. sikkerhedspolitikken, som jeg virkelig brænder for. Hvis jeg ikke har noget job, har jeg jo heller ikke længere nogen kontakt med marken. Jeg har satset på en akademisk karriere og er lykkedes med den, så det er ikke bare noget, jeg smider ud med badevandet,« siger hun bestemt.

Men selv om det at skrive kun er en hobby, så giver det alligevel noget, som hun ikke kan få gennem en ambitiøs professionel karriere.

»Jeg er aldrig blevet så glad for noget i mit voksenliv, som da det lykkedes at få udgivet min bog. Der er nogle ting, man gør, fordi det er strategisk, eller fordi det ser fint ud på CVet, men mine bøger tilfører jo ikke mit professionelle liv noget. De gør det ikke nemmere at få et andet arbejde,« siger hun og tilføjer: »Men jeg vil det så meget, og det er så længe siden, at jeg har villet noget på den måde.«