Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Veteran Per Alex Jensen bliver glædeligt overrasket, da han får at vide, at det endelig ser ud til, at hans psykiske lidelse vil blive anerkendt af både politikere og forsvar, og at han kan se frem til erstatning. Mandag indgik partierne bag forsvarsforliget nemlig en aftale om finansieringen af de erstatninger, som skal udbetales i de kommende år. Det drejer sig om mellem 450 og 500 millioner kroner, der finansieres inden for den samlede forsvarsøkonomi, blandt andet med penge fra forsvarets opsparing.
»Det er absolut positivt. Det har vi jo ventet på et stykke tid nu. Vi er blevet negligeret af både politikerne og forsvaret, som har prøvet at gemme os væk. Det har ikke været tilfredsstillende, at man bruger næsten 20 milliarder kroner om året på forsvarsbudgettet til udsendelser og våben, og man så ikke sætter penge af til de mennesker, der har været ude at kæmpe,« siger han.
I foråret vedtog et enigt Folketing, at veteraner skal kunne få anerkendt en psykisk arbejdsskade, også selv om de ikke har indsendt dokumentation for skaden inden for seks måneder efter den begivenhed, der udløste den. Seksmånedersreglen har hidtil hindret mange veteraner i at søge en skade anerkendt, fordi symptomer på posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) i en del tilfælde først viser sig flere år efter hjemkomsten.
Erstatning i begyndelsen af 2014
De første veteraner, der har fået genoptaget deres sag og behandlet den ud fra de nye kriterier, kan se frem til at få udbetalt erstatning i begyndelsen af næste år, oplyser Forsvarsministeriet.
Det er dog ikke pengene, der betyder mest for Per Alex Jensen.
»Anerkendelsen betyder voldsomt meget. Selve erstatningen er mindre væsentlig, selv om den selvfølgelig gør livet lettere for rigtig mange, som virkelig er på spanden, fordi de er blevet førtidspensioneret og har økonomiske problemer,« siger han.
Selv har han mistet sin erhvervsevne 100 procent og går arbejdsløs. Oven i det psykiske er der kommet en skadet ryg efter års arbejde som mekaniker i forsvaret. Det blev til en diskusprolaps, mange sygedage og en fyreseddel fra forsvaret med virkning fra maj i år. Fra næste år bliver hans økonomi for alvor presset, vurderer han.
»Erstatningen vil være en stor hjælp, men det, der betyder mest, er, at de endelig anerkender, at jeg er blevet syg, og at det er en arbejdsskade,« siger han.
»Det er dejligt, der endelig sker noget positivt.«