Krigen og Tjernobyl får bekymrede borgere til at ringe Sundhedsstyrelsen op: »Det er vores klare udmelding, at det ikke er relevant«

Visse borgere ringer ind til Sundhedsstyrelsen og spørger, hvorvidt de skal anskaffe jodtabletter på grund af krigen i Ukraine.

 
Torsdag blev atomkraftværket Tjernobyl indtaget af russiske styrker. Det oplyste Ukraines premierminister, Denis Shmyhal. Video: AP, Ritzau/Scanpix Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Krigen i Ukraine og frygten for et radioaktivt udslip får borgere til at henvende sig til Sundhedsstyrelsen for at spørge, om det er nødvendigt at anskaffe sig jodtabletter.

Det skriver Avisen Danmark.

Bekymringen kommer efter meldinger om, at de ukrainske a-kraftværker kan være i fare på grund af bombardementer, men også på grund af, at der har været registreret forhøjede strålingsniveauer omkring Tjernobyl, hvilket ifølge Sundhedsstyrelsen kan skyldes, at forøget trafik i området har hvirvlet nedfaldet op, så det kan måles i luften.

Kresten Breddam, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsens enhed Strålebeskyttelse, fortæller, at der ikke er grund til bekymring.

»Folk spørger, om det er relevant at anskaffe sig jod. Det er vores klare udmelding, at det ikke er relevant. Det skyldes, at der er så stor afstand til de nærmeste a-kraftværker i Ukraine. Skulle der ske et udslip, er fortyndingseffekten i atmosfæren så stor, at der vil være tale om en så lille mængde, at det ikke vil have nogen sundhedsmæssig effekt. Det vil ikke udgøre nogen strålefare i Danmark,« siger Kresten Breddam.

26. april 1986 eksploderede en reaktor på Tjernobyl-atomkraftværket i det daværende Sovjetunionen (nu Ukraine). Det blev den værste atomkraftulykke nogensinde, hvor radioaktiv forurening kostede adskillige liv, mens forekomsten af kræft i skjoldbruskkirtlen steg markant i årene efter.

Ifølge Avisen Danmark foretager Beredskabsstyrelsen i samarbejde med DMI dagligt analyser af konsekvenserne for udslip fra Ukraine, så Danmark vil være forberedt ved et eventuelt udslip, mens det også skal understreges, at det ikke fremgår af Avisen Danmarks artikel, hvor mange borgere, der rent faktisk har ringet ind til Sundhedsstyrelsen og spurgt, hvorvidt de skal anskaffe sig jodtabletter af frygt for udslip fra ukrainske a-kraftværker.

Få seneste nyt fra krigen i Ukraine på Berlingskes liveblog her.