Krifa tøver med modtræk i mulig priskrig

Kristelig Fagbevægelse tænker ikke umiddelbart i modtræk efter meldingen om, at konkurrenter overvejer en discountudgave af kontingentet.

Foto: Kim Haugaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En priskrig kan være under opsejling blandt landets fagforeninger.

Flere af de største overvejer at indføre differentierede kontingenter for at stoppe medlemsflugten til gule fagforbund som Kristelig Fagbevægelse (Krifa), der indførte modellen tidligere på året.

I Krifa tager formanden, Søren Fibiger Olesen, udsigten til øget konkurrence helt roligt.

»Vi tænker ikke i modtræk lige nu. Vi indførte den differentierede tilgang til fagforeningskontingentet i sommerperioden og har oplevet, at mange danske lønmodtagere har valgt os,« siger han.

Fra udgangen af 2011 til udgangen af 2012 tabte LO-fagbevægelsen næsten 30.000 medlemmer, og flere af dem meldte sig ind hos de såkaldt gule alternative fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus.

Søren Fibiger kalder det helt naturligt, at LO, HK og 3F for tiden diskuterer, hvorvidt der skal indføres et gradueret fagforeningskontingent, som DR Nyheder skriver fredag.

»Det kommer ikke bag på mig. Vi sætter på mange måder standarden for at tænke nyt på fagforeningsområdet, og når vi har indført modellen, så tvinger det andre til at overveje det samme,« siger Krifa-formanden.

Med et gradueret kontingent kan medlemmerne selv vælge, hvilken fagforeningsydelse de ønsker, og på den måde selv skrue op og ned for prisen. Jo færre ydelser, desto mindre koster et medlemskab.

På Aalborg Universitet har man direkte spurgt lønmodtagerne, hvad de mener, er afgørende for, om de melder sig i fagforening. Undersøgelsen bekræfter, at prisen spiller en afgørende rolle.