Krifa-overfald anses for drabsforsøg

Det var forsøg på drab, da en mand tidligt mandag morgen overfaldt en kvindelig ansat på et af Kristelig Fagbevægelses kontor i Odense.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Overfaldet på en 35-årig kvindelig ansat i Kristelig Fagbevægelse (Krifa) mandag morgen anses af politiet som forsøg på drab.

- Vi betragter det som et drabsforsøg, fordi han både forsøger at kvæle hende og derefter langer ud efter hende med en kniv, siger efterforskningsleder ved Fyns Politi Jack Liedecke til bt.dk.

Kvindens tilstand er stabil, og hun bliver afhørt af politiet. Mandag morgen blev hun brutalt overfaldet på sin arbejdsplads af en vred mand, som angiveligt var utilfreds med Krifa.

- Vi aner ikke, hvordan vedkommende er kommet ind. Der var seks medarbejdere på arbejde, og kvinden mødte personen ved toilettet, hvor hun blev stukket i maven, siger direktør i Krifa, Jesper Wengel, til bt.dk.

Gerningsmanden har angiveligt sneget sig ind på Krifas kontor på Hvilehøjvej 23 i det sydøstlige Odense omkring kl. 07.30, men ingen af medarbejderne opdagede ham.

Hvad motivet er, står ikke lysende klart, men personen var tydeligt utilfreds med Krifa.

- Han sagde, at han var sur på Krifa, men om det var et utilfreds medlem, der havde problemer med sine dagpenge eller noget helt andet, det ved vi ikke. Kvinden kender ham ikke på forhånd, siger efterforskningslederen.

Direktør i Krifa Jesper Wengel har ikke hørt noget om, at afdelingen i Odense tidligere har modtaget trusler og heller ikke, om overfaldet kan have noget at gøre med den verserende sag, hvor 3F har blokeret Restaurant Vejlegården i Vejle, da ejeren har indgået overenskomst med Krifa.

- Vi har ingenting, der indikerer, at det skulle have noget med Vejlegården at gøre. Men vedkommende har givet udtryk for, at han var sur på Krifa, siger han.

Afdelingen er lukket mandag og muligvis også tirsdag, og de øvrige medarbejdere er sendt til krisepsykolog.

Gerningsmanden er flygtet til fods og beskrives som en mand med brunt hår, høje tindinger og iført pilotjakke med pelskrave og cowboybukser. Politiet ikke kender til mandens alder eller højde.

Den 35-årige kvinde er jobkonsulent, og skulle have undervist på kontoret i Odense mandag.