Under en fjerdedel – så mange fugle dræbes i dag i trafikken i Danmark sammenlignet med optællinger i 1960erne og 1970erne. Det skriver Dansk Ornitologisk Forening, DOF.
Antallet af trafikdræbte fugle er estimeret ud fra en optælling gennem mere end syv år, hvor tre ornitologer har vandret eller cyklet i alt 14.759 kilometer langs syd- og sønderjyske veje og talt døde fugle.
612 trafikdræbte fugle blev det til, fordelt på 42 arter. Der var flest solsorte, gråspurve og skovspurve i optællingen, hvilket ikke er overraskende, idet de tre fuglearter er meget talrige i området.
Under en procent af de trafikdræbte fugle var kragefugle, og der er ellers ingen mangel på krager langs landevejene. Ornitologerne antager, at de kløgtige kragefugle er bedre end småfuglene til at begå sig i trafikken. Som bilist kan man ofte se kragefugle sidde i rabatten og æde trafikdræbte dyr eller skrald kastet fra bilerne. Kragerne hopper elegant væk, når der er risiko, men ignorerer ellers den trafik, der ikke kan ramme dem.
En undersøgelse af 3.500 døde fugle har da også vist, at trafikdræbte fugle har mindre hjerner end de fugle, der bliver dræbt af at flyve ind i vinduer – de rudedræbte fugle.
Millioner af trafikdræbte fugle om året
De tre fugletællere, Johannes Erritzøe, Helga Erritzøe og Marius Nørgaard, har anvendt samme metode til deres optælling, som blev brugt på Lolland og Falster fra 1957 til 1981, hvor en ornitolog kørte 23.299 kilometer på knallert for at tælle trafikdræbte fugle. Dengang blev det vurderet, at 3,5 millioner fugle årligt blev dræbt på de danske landeveje, skriver DOF.
Runder man den nye optælling op til et samlet nationalt antal på samme måde som dengang, giver dette 650.000 dræbte fugle per år, og inden for de otte år, optællingen stod på, faldt antallet af dræbte fugle til det halve, selv om trafikmængden steg med ni procent.
I forhold til den gamle undersøgelse er faldet beregnet til 76 procent. Der var langt mindre trafik på vejene dengang og dermed langt færre biler at blive ramt af. Men der var samtidig mange flere fugle i landskabet, hvilket er en del af forklaringen på, at der var flere trafikdræbte fugle.
Også andelen er blevet mindre. Det skyldes antageligvis »en kombination af reducerede fuglebestande især i landbrugslandet og en tillæring blandt fuglene, der med andre ord er blevet bedre til at begå sig i trafikken«, siger Johannes Erritzøe ifølge DOF.
Konklusionen fra de tre ornitologer bag optællingen er, at i fuglebeskyttelsesøjemed kræver trafikdrab mindre bevågenhed end andre menneskeskabte årsager til fugledød som rudedrab og olieforurening.