Kraftig regn på vej - risiko for skybrud

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

Den våde sommer fortsætter. Bor du i Midt- og Vestjylland, bør du lukke vinduerne, før du går i seng i nat.

DMI forventer kraftig regn og skybrud fra klokken 23:00 og seks timer frem, og det vil højst sandsynligt gå ud over områderne Midt- og Vestjylland, den nordlige del af Aarhus, Silkeborg, Vendsyssel, Himmerland, Aalborg og Jammerbugten.

»Det er ikke et varsel, men en risikomelding, for vi er ikke 100 procent sikre på, hvor slemt det bliver endnu,« lyder det fra DMI's vagthavende til BT.

»Der kan komme kraftig regn oppe i den nordvestlige del af Jylland, og det bliver først sent i aften.«

Lørdag aften er der stor Volbeat-koncert i Parken. Skal publikum tage regntøj med?

»Nej, København og det meste af Sjælland ser ud til at slippe for regn.«

DMI forventer, at der vil falde mellem 25 og 35 mm regn i løbet af natten. De advarer derfor imod oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre og glatte vejbaner.

Generelt set går vi en våd uge i møde. DMI's syvdøgnsprognose varsler regner hele ugen med temperaturer lige omkring de 20 grader.