»Kræften er som en bjergbestigning, hvor man ikke kan vende om«

51-årige Helle Høstrup brugte sine erfaringer med hård fysisk træning til at komme gennem kræftsygdommen og den meget voldsomme kemobehandling. Nu er hun klar til at bestige et af verdens højeste bjerge.

En potte med nyplantede blå hyacinter er anbragt dekorativt på et lille bord foran hoveddøren. Men indenfor bærer Helle Høstrups hyggelige lejlighed i Skåde Bakker syd for Århus mest præg af snarligt opbrud. Midt på gulvet i stuen bunker udstyret sig op: Den gigantiske rygsæk troner mellem vandrestøvler, dunjakke, termoundertøj, campinggas, kortbøger, Kleenex, solbriller og en lillebitte iPod fyldt med yndlingsmusik.

Der er mindre end to døgn, til Helle Høstrup sammen med makkeren Ole Andreassen sidder i flyet med kurs mod Himalaya og det mere end 8.000 meter høje bjerg Shishapangma, og egentlig har hun slet ikke tid til at lade sig interviewe. Men omvendt synes hun også selv, at den historie, hun har at fortælle, er så vigtig, at der skal være tid.

Det er en fortælling om det chokerende ved at få kræft midt i et sundt og aktivt liv, hvor hun mindst af alt ventede selv at få sygdommen. Om angsten, ikke så meget for døden som for ensomhed og isolation og for at blive så svækket, at hun ikke længere ville kunne dyrke det aktive friluftsliv, der betyder så meget for hende. Om at føle sig fortabt i et behandlersystem, hvor al opmærksomhed synes fokuseret på sygdommen og ikke på mennesket. Men også om at krænge sig ud af offerrollen og selv tage ansvar for sin egen krop, så hun kunne komme bedst muligt gennem det belastende sygdomsforløb.

Helle Høstrup er 51 år og mor til tre voksne børn. Hun er uddannet sygeplejerske og antropolog og har en kandidatgrad i sygepejevidenskab. I dag er hun sundhedsfaglig konsulent på Skejby Sygehus, men hun har i mange år arbejdet med kræftsyge børn og unge. Desuden har hun de seneste 10 år været en ivrig bjergbestiger.

For halvandet år siden var hun også godt i gang med forberedelserne til en større bjergbestigning. Hun var blevet hyret som bjergfører på det næsten 6.000 meter høje Kilimanjaro i Tanzania for en gruppe unge kræftoverlevere i projekt Proof of Life. De havde sat sig for at bestige Afrikas højeste bjerg for med en ekstrem fysisk indsats at markere, at de havde overvundet kræften.

Men inden holdet kom af sted, fik Helle Høstrup den chokerende meddelelse, at hun selv havde fået kræft. Den lille bule på halsen, som hun ikke havde regnet for noget alvorligt, viste sig ved skanningen at være en aggressiv lymfekræft. I stedet for at være den, der skulle hjælpe de unge kræftoverlevere med at besejre Kilimanjaro, stod hun pludselig selv over for den langt større udfordring at skulle tage kampen op med sin egen kræftsygdom:

»Det var meget mærkeligt at skulle skrive til de unge på holdet, at jeg var nødt til at droppe ud af projektet, fordi jeg selv havde fået kræft,« mindes hun.

Men samtidig var de unge kræftoverleveres bedrifter, som hun fulgte fra sygesengen via e-mail og sms en stor opmuntring: »Nogle af dem havde aldrig dyrket motion, før de kom ind i projektet. Når jeg så, hvad de udrettede, blev jeg mere fortrøstningsfuld. Og selv om mobiltelefoner var strengt forbudt på sygehuset, listede jeg mig alligevel til at have den liggende på lydløs under hovedpuden, så jeg kunne følge med i deres tur,« fortæller hun.

På hospitalet var Helle Høstrup rystet over den svækkelse, hun mødte hos de fleste andre kræftpatienter. Hun besluttede, at hun ville gøre alt for at holde sig i form, også under den meget hårde kemobehandling, hun skulle igennem. 65 behandlinger i alt, koncentreret i perioder på fem dage ad gangen, hvor hun enkelte gange fik helt op til 13 forskellige behandlinger i ét forløb. Fire måneder i alt varede det.

»Jeg forestillede mig, at sygehusets fysioterapeut kunne hjælpe mig med et træningsprogram for kræftpatienter, men bortset fra, at hun fik fundet en motionscykel nede i sygehusets kælder, som jeg fik op på stuen, vidste hun ikke rigtig, hvad hun skulle stille op med mig.«

I stedet sammensatte Helle Høstrup sit eget træningsprogram og satte sin lid til, at hendes erfaring som idrætsudøver og sygeplejerske ville hjælpe hende med at vurdere, hvad kroppen kunne tåle:

»På sygehuset trænede jeg på motionscyklen, og når jeg ikke var indlagt til kemo, gik jeg lange ture i skoven,« fortæller hun. »Løbe kunne jeg ikke, fordi jeg havde et kateter indopereret i brystet til den intravenøse behandling. Men så gik jeg i stedet – fire-fem timer dagligt i Marselisborg-skovene, og det var helt fantastisk at opleve mit nærområde på den måde. Jeg anskaffede sågar en fuglebog og tog tonsvis af billeder.«

Når hendes løbekammerater i løbeklubben Hennings Hårde Hunde knoklede af sted i weekenden, fulgte hun dem på cykel, både for motionens, men også for kammeratskabets skyld:

»Det var vigtigt for mig at bevare mit netværk, så jeg ikke blev fuldstændig isoleret med min sygdom,« siger hun.

Kroppen udpint
Selvfølgelig var der dage, især når hun kom hjem efter fem dages kemo på sygehuset, og kroppen føltes udpint, ødelagt og helt forkert, hvor hun næsten ikke orkede at vride sig ud af lænestolen. Men hun gjorde det altid alligevel:

»Det var den opgave, jeg havde påtaget mig, og på en måde var det meget enkelt: Jeg overlod til kemoen at udrydde kræften. Min udfordring var så at passe på mig selv, så jeg kunne komme bedst muligt gennem kemobehandlingen. Jeg vidste jo godt, at så snart jeg var derude, fik jeg det bedre. Og når jeg kom hjem efter fire-fem timer i skoven, så kendte jeg min krop igen.«

Om det var på grund af træningen, tør Helle Høstrup ikke lægge hovedet på blokken på. Men faktum er, at på intet tidspunkt under den meget skrappe kemo-kur fik hun kvalme, hun kastede ikke op, hun mistede ikke appetitten, tabte sig ikke i vægt, og hun sov godt om natten.

Det var mens hun stadig var i kemoterapi, Helle Høstrup sammen med bjergbestigerkollegaen Ole Andreassen fostrede tanken om at bestige et af de 14 bjerge i verden, der er mere end 8.000 meter høje. Beslutningen kan lyde vanvittig, men den har sin egen indre logik:

»Denne sygdom er det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Som en bjergbestigning, hvor man ikke kan vende om, selv når det bliver uudholdeligt,« siger hun. »Derfor tænkte jeg, at hvis jeg klarede mig gennem sygdommen og stadig havde mine kræfter i behold, så burde den styrke omsættes i noget helt specielt. For eksempel at nå de 8.000 meter, der står som noget magisk for de allerfleste bjergbestigere.«