Konvertit udleverer sine medtiltalte i terrorsagen

En 32-årig konvertit belaster de andre tiltalte i terrorsagen med sine vidneudsagn. Manden bekræfter, at der var planer om bomber og terrorangreb.

Den 32-årige konvertit, der er tiltalt i terrorsagen fra Odense, er givetvis en meget upopulær mand hos de medtiltalte.

For sjældent har en mand udleveret sine kammerater i en grad, som konvertitten kaldet AA tirsdag gjorde i Østre Landsret.

Det var især 22-årige AK, der stod for skud. AK skulle angiveligt være klar til at ofre sig selv i en selvmordsaktion et sted i Europa.

Den 34-årige MZ, af anklagemyndigheden udpeget som hovedmanden i sagen, blev af konvertitten beskyldt for at have planer om at fremstille en bombe. Og både AK og MZ havde udført bombesprængninger nær H.C. Andersens Skole i Odense.

Konvertittens udsagn stammede tilbage fra et lukket retsmøde, og denne tirsdag kunne han næsten intet huske. Han var tydeligt rystet over at sidde i landsretten og udlevere sine kammerater.

Afhøringen af AA fortsætter på torsdag.

/ritzau/