Kontroversiel general mindet på Rådhuspladsen: »Vi har mistet en frihedskæmper«

Søndag aften mødtes en gruppe personer på Rådhuspladsen for at mindes den iranske general Soleimani, som for nylig blev likvideret af USA. Arrangementet vækker kritik.

 
ccc

Søndag aften holdt en ung kvinde et banner op for sig på Rådhuspladsen i København, og budskabet, der var skrevet med store typer, var klart:

»Tak for at redde Europa fra ISIL«.

Takken for at have reddet Europa fra Islamisk Stat var hverken rettet mod europæiske efterretningstjenester eller vestlige styrker, som deltog i nedkæmpelsen af terrorbevægelsen.

Taknemmeligheden var rettet mod den iranske general Qassem Soleimani.

Omkring 100 personer var stimlet sammen på Rådhuspladsen søndag aften for at mindes den dræbte general, som blev likvideret i et amerikansk droneangreb fredag den 3. januar.

I Facebook-invitationen til arrangementet havde arrangørerne forinden skrevet, at »drabet på de uskyldige martyrer i Irak var en uretfærdig handling«, og det blev fremhævet, at Soleimani ifølge arrangørerne havde en aktie i bekæmpelse af Islamisk Stat. En pointe, som den iranske præsident, Hassan Rohani, også har fremhævet.

Manden, der på Facebook stod opført som arrangør af begivenheden, gjorde det inden arrangementet klart, at han ikke ønsker at stå frem med navn på grund af »radikale kræfter, der prøver at opildne til had«. Søndag aften afviste han igen at svare på spørgsmål, medmindre han kunne gøre det på betingelse af anonymitet.

»Frihedskæmper«

En af de fremmødte til mindehøjtideligheden søndag aften var 32-årige Abas Youssef, som har rødder i Libanon, men er født og opvokset i Danmark og beskriver sig selv som praktiserende shiamuslim. Han bakker »hundrede procent« op om den afdøde general Soleimani, som han kalder en »frihedskæmper«.

»Jeg mener godt, at man kan bo i Danmark og synes om de værdier, vi har her i landet, samtidig med, at man støtter op om de værdier, som Soleimani stod for,« siger Abas Youssef.

General Soleimani har som en af de mest magtfulde skikkelser i Iran orkestreret militæroffensiver, henrettelser og undertrykkelser af demonstrerende befolkninger. Samtidig har generalen rådgivet præsident Assad i den syriske borgerkrig, som har kostet tusinder af civile liv.

Netop derfor har politikere som Naser Khader kritiseret arrangementet søndag aften for at være »dybt, dybt forkasteligt«.

32-årige Abas Youssef, en af de fremmødte til mindehøjtideligheden, hylder general Soleimani. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Fra Rådhuspladsen afviser Abas Youssef kritikken.

Særligt fremhæver den 32-årige mand, at Soleimani var med til at bekæmpe Islamisk Stat.

»Jeg er selv troende og praktiserende muslim, men jeg er dybt imod det kalifat, som Islamisk Stat forsøgte at skabe. Det var det, Soleimani bekæmpede.«

Ser du ham som en martyr?

»Hundrede procent.«

En martyr for hvad?

»En martyr for frihed.«

I Iran har regimet, som Soleimani var en del af, slået hårdt ned på demonstrationer. Hvad har det med frihed at gøre?

»Når man har familie i Libanon og ved, hvad Soleimani har gjort for landet, så ved man også, at han har hjulpet folk, der bare gerne ville leve i frihed. Så kan du tale om Iran, og hvordan landet styres internt. Det er en anden snak. Soleimanis største opgave var uden for Iran. Og det vil jeg gerne mindes: At vi har mistet en frihedskæmper,« siger Abas Youssef med henvisning til Irans støtte i bekæmpelsen af Islamisk Stat.

Moddemonstration fra Rasmus Paludan

Mindehøjtideligheden søndag aften er en reaktion på, at USA på ordre fra præsident Trump dræbte den magtfuld general Qassem Soleimani i et droneangreb tæt på lufthavnen i den irakiske hovedstad, Bagdad, fredag den 3. januar.

Siden har iranerne hævnet aktionen ved blandt andet at angribe to irakiske militærbaser, hvor både danske og amerikanske soldater har opholdt sig.

Drabet har fået hundredtusinder af mennesker på gaderne i Iran, hvor de sørgede over den dræbte general.

Partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan, dukkede op med en mindre moddemonstration. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Søndag aften på Rådhuspladsen var der omkring 100 mennesker, da der var flest.

Foran trappen til Københavns Rådhus havde en gruppe mennesker samlet sig om et medbragt bord, hvor der blev lagt blomster og tændt lys foran et billede af general Soleimani. Et par hundrede meter derfra var Rasmus Paludan, partileder fra Stram Kurs, dukket op med et mindre følge.

Demonstrativt blev nationalsangen afspillet fra en lille, medbragt højtaler, som skrattede og lod til at bukke under for regnen.