Kontrol af restauranter halter

Kontrollen af restauranter, grønthandlere og andre fødevirksomheder er for dårlig, viser tal fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen.

Det halter med kontrollen af grønthandlere, restauranter og andre virksomheder, der sælger fødevarer, skriver Politiken torsdag. Selv om vi jævnligt hører om razziaer, beslaglagte sodavand og bøder til pizzeriaer, hvor der arbejdes sort, bliver det kun sjældent indberettet. Sådan lyder kritikken fra både arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv og flere politikere.

Siden 1. juli 2005 har blandt andre Skat, Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen skullet indberettet til en base i Erhvervs- og selskabsstyrelsen, hvis de tog en kiosk eller restaurant i at overtræde loven. Ambitionen var at få drejet nøglen om hos de virksomheder, der ikke kunne finde ud af at overholde loven.

Men de seneste tal fra basens 'slyngelregister', det såkaldte overtrædelsesregister, viser, at kun 1.056 virksomheder er indberettet på to år, skriver Politiken. Og ingen har fået frataget sit næringsbrev - altså retten til at drive en fødevarevirksomhed. Lige nu er der seks sager imod en virksomhed undervejs i retssystemet, som kan koste indehaveren næringsbrevet.

Tallene er for lave og viser, at kontrollen med virksomhederne langtfra er god nok, mener Gry Asnæs, der er markedschef i Dansk Erhverv.

»Man kan udlede to ting af tallene. Enten er det meget regelrette virksomheder, eller også er det ikke alle overtrædelser, som indberettes. Jeg kan have mine tvivl om, hvorvidt de enkelte myndigheder, som har pligt til at indberette til registret, foretager kontrol i tilstrækkeligt omfang, og om de sikrer sig, at samtlige indberetninger sker«, siger hun til Politiken.

Gry Asnæs mener, at problemerne skyldes mangel på ressourcer hos myndighederne. Den vurdering deler Colette Brix, der er medlem af Skatteudvalget for Dansk Folkeparti på Christiansborg:

»De tal ser skæve ud, og det lugter af, at man ikke har ressourcer nok. Det er ærgerligt. Det er et af de vigtigste områder, og det skal fungere. Det her er ting, folk putter i munden. Danskerne vil ikke have det svineri«, siger hun til Politiken.

Det er Skat og Fødevarestyrelsen, som står bag de fleste indberetninger. Begge steder mener de, at der er ved at komme gang i registeret.

»Det er noget, der tager et stykke tid, før det kommer op. Men nu er vi ovre startvanskelighederne, og det er helt klart, at situationen nu er, at sagerne vil komme jævnligt«, siger chefkonsulent i Fødevarestyrelsen Jørgen Kruhl Jensen til Politiken. Kilde: Politiken