Kontanthjælpsmodtagere med handicap mister penge til mad og medicin

Folk med handicap på kontanthjælp får deres liv og handicap forværret, efter kontanthjælpsloftet er trådt i kraft. Sådan lyder det fra Danske Handicaporganisationer, der får henvendelser fra personer, der ikke længere får råd til sund kost og medicin.

Danske Handicaporganisationer har fået omkring 50 henvendelser fra mennesker med handicap, der fortæller, at de skal spare på sund mad og medicin pga. kontanthjælpsloftet. Det vil forværre deres livssituation og i flere tilfælde gøre generne ved deres handicap større, lyder det fra folk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er vitaminpillerne og den sunde kost, der ryger først hos folk med handicap på kontanthjælp.

Det viser en spørgeundersøgelse fra Danske Handicaporganisationer (DH), der har spurgt medlemmerne om, hvad kontanthjælpsloftet kommer til at betyde for dem.

DH-formand, Thorkild Olesen, er ikke i tvivl om, hvad det får af konsekvenser for de mennesker, hvis sparekniv skærer ned på mad og medicin.

»Det får den betydning, at de ikke kommer tættere på arbejdsmarkedet og bliver dårligere af det,« siger han og fortsætter:

»Hvis man har sclerose og bliver nødt til at spare på den medicin, der får dig ud af sengen, kommer man ikke op af sengen. Eller hvis man har gigt og kun fungerer med en bestemt kost, kommer man ikke til at fungere«.

Danske Handicaporganisationer, som repræsenterer 32 handicaporganisationer med 330.000 medlemmer, forsøger med undersøgelsen at skabe sig et overblik over, hvordan kontanthjælpsloftet rammer borgere med handicap på kontanthjælp.

»Har brug for at spise sundt og varieret«

I hele Danmark har borgere med handicap på kontanthjælp fået et brev fra kommunen om, at de mister penge fra 1. oktober pga. kontanthjælpsloftet.

En af dem, der har svaret på DHs spørgeskema er en mand med bevægelseshandicap, der sidder i kørestol.

»Jeg blev cancer-opereret sidste år. Lægerne siger, at jeg har brug for at spise sundt og varieret, og at kosten er meget vigtig. Men med meget færre penge om måneden har jeg ikke råd til det,« skriver en mand til spørgsmålet om, hvilken betydning loftet får for ham.

En gigtramt kvinde på 38 år døjer med en ankel og sit højre knæ, men må nu nedprioritere medicin.

»Før var det svært at få enderne til at nå sammen, men nu må jeg nogle måneder undvære medicin for at få råd til mad,« skriver hun.

En kvinde med sclerose oplyser, at hun vil miste 2.260 kroner om måneden med kontanthjælpsloftet, og hun derfor må spare på vitaminerne. Det vil gøre hendes situation »mere ustabil«, og hun vil få sværere ved at få et job, skriver hun.

DH: »Mange« bliver ramt af loftet

Hos Danske Handicaporganisationer er de overrasket over, hvor mange der har skrevet til dem i forbindelse med kontanthjælpsloftet er blevet indført.

Det er omkring 50 henvendelser fra folk med autisme, ADHD, sclerose, hjerneskader samt spastikere og kørestolsbrugere, der føler sig nødsaget til at skære ned på medicin og mad.

DH-formanden mener, at kontanthjælpsloftet bør fjernes, men kalder det »urealistisk«, at det sker. I stedet ser han gerne, at tilskuddet til medicin sættes op, eller at udgifterne til medicin bliver dækket.

Thorkild Olesen vil ikke oplyse, hvor mange medlemmer som rammes af de nye regler, men kalder det for »mange«.

»Man kan altid diskutere definitionen af, hvornår man har et handicap, og hvornår man har en funktionsnedsættelse. Så hvis vi siger et tal, vil Joachim B. Olsen (fra Liberal Alliance, red) altid kunne sige noget andet,« siger Thorkild Olesen og fortsætter:

»De sidste tal, jeg så fra ministeriet, var, at 33.000 mennesker vil blive ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Og vi står i hvert fald for en anseelig del af dem«.

Udover kontanthjælpsloftet er den såkaldte 225-timers regel trådt i kraft, hvor kontanthjælpsmodtagere skal arbejde 225 timer om året for at bevare sin fulde kontanthjælp. Nogle kontanthjælpsmodtagere med handicap er undtaget, fordi kommunen har vurderet, at deres arbejdsevne er så begrænset, at de ikke kan leve op til kravet.