Konservativt bagland vil af med Bendt Bendtsen før næste valg

Dele af det konservative bagland ønsker Bendt Bendtsen væk fra formandsposten, inden partiet skal møde vælgerne igen. »Det kan de godt glemme,« svarer Bendt Bendtsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om det lykkedes for den konservative formand Bendt Bendtsen at vinde flere vælgere ved folketingsvalget, har han store problemer ved at vinde opbakning fra sit eget bagland. Fremgangen fra 10,3 til 10,4 procent ved valget er ikke godt nok, lyder det nu fra en stribe topfolk i det konservative bagland, som ønsker Bendtsen væk fra formandsposten inden et nyt møde med vælgerne.

Silkeborgs borgmester, Jens Erik Jørgensen (K), mener, at det vil være »hensigtsmæssigt« med et formandsskifte inden næste valg – specielt hvis valgperioden strækker sig over tre-fire år.

»Det vil både være i Bendt Bendtsen og partiets interesse. Akkurat som borgmestre ikke skal sidde altid, så skal partiformænd heller ikke,« siger han.

K-borgmester i Høje Taastrup, Michael Ziegler, mener også, at det vil være relevant at kigge på arvefølgen inden næste valg. »Vi kan lære noget af Venstre i forhold til at få gjort arvefølgen klar, så vi får en god og smidig proces, den dag Bendt selv vælger at træde tilbage. Sådan noget bør være gjort klart og være bredt accepteret i partiet i god tid, inden der sker et lederskifte,« siger Michael Ziegler, der også sidder i partiets magtfulde hovedbestyrelse.

Stor ros
K-hovedbestyrelsen var i går samlet for første gang siden valget. På vej ind til mødet slår Bendt Bendtsen en latter op, da han hører om sine partifællers udtalelser.

Hvad siger du til dine partifællers ønske om, at der skal ske et generationsskifte på formandsposten inden næste valg?

»Det kan de godt glemme,« siger Bendt Bendtsen.

»Jeg har fået fuld opbakning på vores landsråd, jeg har kæmpet og fået en valgsejr for tredje gang i træk, så de kan da have deres meninger, men for mig drejer det sig om at få partiet videre,« fastslår Bendtsen, der fik stor ros af sine partifæller på gårsdagens hovedbestyrelsesmøde.

Ude i landet efterlyser nogle af de fremtrædende folketingskandidater som Steen Konradsen fra Vestjyllands storkreds dog et generationsskifte inden næste valg.

»Bendt Bendtsen har fået stabiliseret situationen, men engang imellem skal der nyt blod og nye tanker til. Vores valgresultat blev status quo med 18 mandater, så derfor er det naturligt, at vi nu prøver, om ikke en ny formand kan gøre det endnu bedre,« siger Steen Konradsen, der understreger, at Bendt Bendtsen har gjort det godt – det handler bare om, at partiet skal have en formand, der kan sikre fremgang.

Folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds Kurt Scheelsbeck opfordrer Bendtsen til selv at sætte spørgsmålet på dagsordenen.

»Det er utrolig vigtigt, at der inden for rimelig kort tid, bliver klarhed om arvefølgen. Jo længere tid der går med usikkerhed om, hvem der skal være den næste formand, jo større er faren for, at der bliver skabt intern fnidder-fnadder,« siger Scheelsbeck, der dog tilføjer, at det i sidste ende er op til Bendtsen selv at bestemme, hvornår processen for et lederskifte skal sættes i gang.

KUs krav
Det er kun et halvt år siden, at der sidst blev sat spørgsmålstegn ved Bendt Bendtsens lederskab. Konservativ Ungdom krævede dengang Bendtsen sat fra bestillingen og gennemførte en intern afstemning om, hvorvidt Lene Espersen eller Connie Hedegaard skulle afløse. Den afstemning vandt Lene Espersen.

Selv om en stribe andre K-folk nu pirker til det ømtålelige ledelsesspørgsmål, er det dog langt fra hele baglandet, der gerne ser Bendtsen afgang. Berlingske Tidende har blandt andet talt med otte ud af ti af partiets storkredsformænd, som samstemmende bakker helt og fuldt op om Bendt Bendtsen.

Formand for Sydjyllands Storkreds Kurt Bjørndal: »Vi har et valg bag os, som gik ganske fortrinligt. Det har vores nuværende formand en meget stor del af æren for, så jeg kan overhovedet ikke se, at det er aktuelt at diskutere generationsskifte.«