Konservative: Ja til »Bedstes første sygedag«

Alle skal have ret til at tage fri fra arbejde for at yde støtte og omsorg, når deres gamle forældre bliver syge, mener de Konservative. Nej, siger arbejdsgiverne i DA: I en tid med mangel på arbejdskraft er det et helt forkert signal at sende.

De Konservative opfordrer nu til, at danskerne får ret til at holde »Bedstes første sygedag.« Ordningen, der kendes fra »Børns første sygedag,« skal give mulighed for, at man kan tage fri fra arbejde med fuld løn, når ens forældre har brug for pleje og omsorg.

»Ligesom der er behov for at tage sig af sine syge børn, så er der også fra tid til andet et behov for at tage sig af sine forældre, hvis de bliver syge. Når ens forældre skal til lægen eller på hospitalet, har de måske brug for at blive kørt derhen, eller det kan være, at man skal deltage i en samtale med lægen. Når behovet er der, så bør man have mulighed for at tage fri med fuld løn,« siger arbejdsmarkedsordfører Lars Barfoed (K), der opfordrer arbejdsmarkedets parter til at skrive »bedste første sygedag« ind i overenskomsterne på lige fod med »Børns første sygedag.«

Hvis ikke arbejdsmarkedets parter kan blive enige om at indføre »Bedstes første sygedag«, vil de Konservative overveje at lovgive om sagen, fastslår Lars Barfoed.

Og det kan muligvis blive nødvendigt, for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) raser over forslaget: Det er bestemt ikke dét, virksomhederne har brug for i øjeblikket med den massive mangel på arbejdskraft.

DA: Forkert retning
»Med det enorme pres på arbejdsmarkedet er der altså ikke brug for yderligere adgang til at holde fri. Det vil være et forslag, der trækker i den forkerte retning. Der er brug for flere hænder - ikke færre,« siger vicedirektør i DA, Povl-Christian Jensen.

Den køber Lars Barfoed dog ikke:

»Der er jo ikke tale om, at man har fri i ugevis, men bare en dag engang imellem eller måske kun nogle timer. Tværtimod tror jeg, at ordningen vil bidrage til at øge arbejdsudbuddet, fordi den fleksibilitet vil fåældre medarbejdere til at blive længere på arbejdsmarkedet.«

Vicedirektøren i DA understreger, at der allerede i dag er en række muligheder for at holde fri, hvis ens gamle mor eller far har behov for omsorg. Blandt andet har langt de fleste på arbejdsmarkedet adgang til de såkaldte ferie-fridage, ligesom der i dag er mange, der har mulighed for at flekse.

Det var Ældresagen, der for et par år siden lancerede idéen om »Bedstes første sygedag«. Siden adopterede Familiekommissionen også forslaget, da den i foråret spillede ud med nogle anbefalinger, som skulle skabe bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv.