Konservative i hovedstaden tager sig til hovedet over trafikaftale: »Provinsielt« og »ingen aftale havde været bedre«

Alternativet ser positive takter i den nye infrastrukturplan. Det gør De Konservative i København ikke – som i slet ikke. Det havde slet og ret været bedre for København, hvis der aldrig var lavet nogen aftale, mener partiets gruppeformand på rådhuset, Jakob Næsager.

Pressemøde i Finansministeriets gård mandag 28. juni 2021 om aftale om Infrastrukturplan 2035. Politikerne kunne dog have sparet sig, mener De Konservatives leder på rådhuset, Jakob Næsager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fortræffelighederne i en trafikaftale, der baner nye veje for bilister, cyklister og brugere af kollektiv trafik, blev udlagt af regeringen og støttepartierne tidligere mandag.

Fortræffelig var i hvert fald deres udlægning. De Konservative i København har helt andre ord at sætte på aftalen.

Infrastrukturplanen kan man fra en københavnersynsvinkel nemlig ikke sige nok dårligt om, lyder det fra De Konservatives gruppeformand på Københavns Rådhus, Jakob Næsager.

»Alt i alt er det enormt provinsielt. Mindre kunne man dårligt have givet landets største og tættest befolkede by,« siger han.

Et af de allerstørste problemer er alt det, der ikke indgår i aftalen. Aftalen rummer i det store hele ikke metroløsninger til hovedstaden, og det er en bommert af rang, mener Næsager, for i stedet står der til at blive etableret en letbane mellem Nørrebro Station og Gladsaxe Trafikplads.

Men at etablere en letbane i stedet for metro, bliver ligefrem skadeligt for København, mener den konservative gruppeformand.

»Det risikerer at komme til at koste cykelstier, og hvis letbanen skal have fart på, så skal den muligvis køre i et indhegnet området. Det kommer til at blive Berlinmur-lignende tilstande,« siger han:

»Det er simpelthen den ringeste tænkelige løsning. Hvis der ikke var råd til en metro, ville en hurtig busforbindelse være en betydeligt bedre løsning.«

I Alternativet i Københavns Kommune, er der imidlertid bedre stemning, fortæller gruppeformand Kim Hjerrild.

Partiet er fortalere for en letbane, da den i deres øjne vil give et bedre alternativ til at tage bilen og dermed mindske skadeligt udslip. Her er den også bedre end en metro, mener de, da metroen i højere grad benyttes af potentielle gående eller cyklister. Kim Hjerrild kan dog stadig se »hår i suppen«.

»Metro er ekstremt dyrt at anlægge i kroner og øre og i CO2-udledning i anlæggelsesfasen. Vi hælder mere til at have nogle hurtigere løsninger,« siger Kim Hjerrild:

»Letbanen har større kapacitet, og med letbanen kan man tage cyklen med – det er det, der hedder multimodale løsninger.«

Jakob Næsager mener dog ikke, at en letbane vil løse noget som helst i København – hvis den gør, kan han ikke se, hvad det skulle være.

»Alt det, vi har arbejdet med på rådhuset med skinnebåren trafik til Brønshøj, og så får vi en letbane, der skaber flere problemer, end den løser. I har selv skrevet meget om, hvor meget metroen larmer, men nu bliver det endnu værre,« siger han.

Samtidig har De Konservative i København ønsket muligheden for at sløjfe den udskældte Bispeengbuen på Nørrebro. Der er afsat ti millioner kroner til at undersøge, hvordan det kan lade sig gøre.

»Vi får jo ikke gravet Bispeengbuen ned, fordi vi får en letbane. Det batter ingenting,« siger Jakob Næsager.