Konservativ politiker udstilles som nazist

En københavnsk lokalpolitiker fremstilles i en video på YouTube som nazist. Årsagen er formentlig hans underskriftindsamling mod Ungdomshuset i København.

- Jeg vil ikke fremstilles som nazist.

Beskeden er klar fra den konservative kredsformand i Kgs. Enghave, Holger Sørensen. Han kunne onsdag se en manipuleret video af sig selv på internettjenesten YouTube, hvor han er iført en SS-uniform.

Holger Sørensen har nu politianmeldt den anonyme producent, "Sortkapel".

Politikeren tror, at videoen er lavet, fordi han i oktober startede en underskriftsindsamling mod Ungdomshuset i København.

- Det er fint nok, at de er uenige i mit synspunkt om at rydde Ungdomshuset, men den form for propaganda kan jeg ikke acceptere, siger han til Ritzau.

Videoen, som har titlen "Holger Sørensen er et NAZI røvhul", viser den konservative politiker som SS-officer i en gammel nazifilm, hvor han vil rydde "Ungeren".

/ritzau/