Konkurrencestyrelse vinder over lokalbanker

Konkurrenceankenævnet afgør, at Konkurrencestyrelsen må offentliggøre interne oplysninger om syv lokalbanker, som er mistænkt for ulovlig karteldannelse.

Konkurrencestyrelsen må gerne offentliggøre interne oplysninger om syv lokalbanker, som er mistænkt for ulovlig karteldannelse. Det har Konkurrenceankenævnet afgjort.

Bankerne havde ønsket at forhindre offentliggørelsen af en række oplysninger i sagen. Det er disse oplysninger, som Konkurrenceankenævnet nu har besluttet skal offentliggøres. Konkurrencestyrelsens direktør, Agnete Gersing, er tilfreds med afgørelsen.

- Afgørelsen bekræfter, at der ikke er tale om oplysninger, der kan betegnes som forretningshemmeligheder. De nu offentliggjorte tekster giver et tankevækkende indblik i, hvad der er foregået i det ulovlige kartel, som bankerne har deltaget i, siger hun.

Selve sagen om, hvorvidt bankerne har overtrådt loven og dannet hemmelige karteller, som Konkurrencestyrelsen mener, behandles af Konkurrenceankenævnet i næste måned.

/ritzau/