I den nye DR-serie »Stadig ikke død« forsøger den 16-årige hovedperson Helga at begå selvmord.

En instruktionsvideo på YouTube lærer hende at binde en løkke, inden rebet strammes til om halsen, mens benene dingler i luften. Selvmordsforsøget ender dog ikke med at lykkedes i åbningsscenen.

Den konkrete vejledning til selvmord får nu Livslinien til at rette kritik mod serien, der anklages for at have for lidt fokus på følelser, mens selvmordsmetoder nært beskrives, skriver Politiken.

»Vi er glade, hver gang nogen starter samtalen om selvmord, men vi synes, at der er for mange detaljer, der er eksplicitte selvmordsmetoder og for lidt fokus på de følelser, man som selvmordstruet har«, siger Josephine Marcher, som er kommunikationsmedarbejder hos Livslinien, til Politiken.

Hun anklager serien for at romantisere selvmord. Det skulle blandt andet ske i en anden scene i serien, samt idet hovedpersonen igennem serien jagter nogle piller, der kan sikre en behagelig død.

Der findes allerede anbefalinger til filmskabere, der vil beskrive selvmord, fra WHO. De blev skabt i kølvandet på Netflix-succesen »13 reasons why«, der også blev anklaget for at romantisere selvmord. Netflix endte i øvrigt med at klippe en selvmordsscene om i serien efter kritik.

Christine Petrea Larsen, leder for Center for Selvmordsforskning, mener også i Politiken, at der på baggrund af WHO-anbefalingerne er scener i »Stadig ikke død«, der burde være udeladt.

Forskning har over de seneste år fastslået, at omtale af selvmord i tv og medier fører til flere selvmordsforsøg blandt unge.

Det er Emma Le Marc, der er manuskriptforfatteren bag »Stadig ikke død«. Hun mener ikke, at selvmord bliver romantiseret, men derimod at serien understreger, at man kan genfinde glæden selv efter et selvmordsforsøg. Derudover havde hun og produktionsselskabet i øvrigt søgt rådgivning hos Center for Selvmordsforskning inden produktionen.

»Jeg ville lave et modspil. Helga er et mørkt sted, men bevæger sig mod håbet og lyset«, siger hun til Politiken.

Serien er blevet anmeldt af Berlingskes anmelder Sarah Iben Almbjerg, der gav serien to stjerner.

»Det er så trist, at det vist nok skal være morsomt, men jeg grinede ikke. Jeg synes heller ikke, at der er noget sjovt ved hendes lange lister over grunde til at dø,« skriver hun i anmeldelsen.