Kongens sande ansigt

En videnskabsmand og en skulptør samarbejder om at genskabe ansigterne på historiske personer. Foreløbig har de bl.a. sat ansigt på det ældste kendte menneske i Danmark og kongen Svend Estridsen. I udlandet bliver ansigter genskabt for at sætte navn på lig, der ellers ikke kan blive identificeret.

Den danske konge Svend Estridsen levede fra 1019-1074. Hans jordiske rester ligger begravet i Roskilde Domkirke, hvorfra der i begyndelsen af 1900-tallet blev taget en afstøbning af kraniet. Det er en kopi af den afstøbning, der er blevet brugt til at genskabe kongens ansigt i terrakotta. Rekonstruktionen afspejler grundlæggende, hvordan kongen så ud. Men detaljer som overskæg, hår og ører er baseret på skøn. F.eks. har kongen fået overskæg, fordi tegninger fra dengang viser mænd med overskæg. Der findes ikke samtidige portrætter af Svend Estridsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter at have været død og begravet i Roskilde Domkirke i mange hundrede år er Svend Estridsen genopstået på Nationalmuseet i København, hvor han gemmer sig i en papkasse.

Det er dog kun hans hoved, der er i kassen. Resten af kroppen ligger hjemme i Roskilde sammen med alle de mange andre konger og dronninger, der gennem århundreder er blevet begravet i domkirken.

Men det er hovedet, der er interessant. Det er nemlig en rekonstruktion af kongens ansigt, som det så ud dengang i 1000-tallet, da han samlende kongemagten, knyttede den til kirken og hjalp Danmark med at tage de første skridt fra vikingetiden til middelalderen.

Svend Estridsen kan takke retsmediciner Niels Lynnerup og skulptør Bjørn Skaarup for, at han i dag kan vise sit sande ansigt. Makkerparret har nemlig specialiseret sig i at rekonstruere ansigter på historiske personer fra ind- og udland.

Således har de siden 2001 genskabt hovederne på flere forskellige mennesker lige fra adelsmanden Kaj Lykke og en gammel romer fra Petra i Jordan til en middelalderforbryder fra Kalundborg og den ældste, kendte dansker, Koelbjerg-kvinden fra Fyn.

En af deres seneste frembringelser er Svend Estridsen, der venter på at blive udstillet på en ny udstilling på Nationalmuseet.

Herhjemme bliver ansigtsrekonstruktionerne udelukkende brugt til at sætte ansigter på fortidens mennesker og gøre historien levende. Men i lande som USA, England og Australien bliver teknikken også brugt til at opklare forbrydelser.

»Hvis der dukker et skelet op i Arizona, så har myndighederne ofte ikke en chance for at finde ud af, hvem vedkommende er. På baggrund af kraniet får de lavet en ansigtsrekonstruktion, så de kan offentliggøre et billede af personen, der dermed kan blive identificeret,« forklarer Niels Lynnerup.

Metoden betyder ifølge Niels Lynnerup, at op til 70 procent af de navnløse lig bliver identificeret.

Derfor er der også stor sandsynlighed for, at den cirka 10.000 år gamle Koelbjerg-kvindes naboer i stenalderlandsbyen på Fyn ville kunne have genkendt hende, hvis de var blevet præsenteret for hendes rekonstruerede hoved.

»Jeg er ret sikker på, at de ville sige, at det ligner da meget godt,« siger Niels Lynnerup.

Han mener, at rekonstruktionerne kan gøre fortiden mere levende for nutiden.

»Når vi går på museer, ser vi normalt kun fortidens mennesker som skeletter. Det kan godt give et indtryk af, at alle mennesker dengang var syge,« siger han:

»Men hvis vi bare en gang imellem ser en af vores forfædre, som de formentlig har set ud, så opdager vi, at de ikke er meget anderledes end os.«

Ifølge Niels Lynnerup har Kolebjerg-kvinden »godt nok lidt massive kæber«, men hun »ville sagtens kunne blande sig med nutidens danskere, uden der ville blive lagt mærke til hende«, som han udtrykker det.

»Hvis man stod ved siden af nogle af disse her mennesker i en elevator, ville man overhovedet ikke kunne kende forskel på dem og os,« forklarer Niels Lynnerup.

Fra kranium til ansigt
Når makkerparret skal rekonstruere et ansigt, begynder de med en kopi af det kranium, ansigtet i sin tid har tilhørt. Desuden fastslår de kraniets alder og køn, ligesom mundens og næsens størrelse også bliver fastlagt. Derefter går Bjørn Skaarup i gang med at modellere muskler og sener med Niels Lynnerup som en slags lægefaglig rådgiver. Stykke for stykke bliver det grinende kranium til et livagtigt ansigt.

»Metoden er videnskabeligt funderet,« understreger Niels Lynnerup.

Men han erkender, at der »indgår et element af subjektivitet« i arbejdet med at rekonstruere ansigterne. F.eks. er det ikke muligt at genskabe et øre på baggrund af et kranium. Derfor arbejder makkerparret med det, Niels Lynnerup kalder et »typisk standardøre«.

På samme måde kan ansigtsbehåring, øjenbryn, øjne, hår, hårfarve, rynker og andre træk heller ikke blive genskabt, som de var, dengang ansigtet var af kød og blod.

»Derfor er man nødt til at tilføje sådan noget som rynker, så man kan se, at det skal forestille et rigtigt ansigt. Hvis ansigtet ikke bliver tilføjet træk, ser det mærkeligt ud,« siger Niels Lynnerup:

»Vi vil ikke overdrive og begive os ud i en masse gætterier. Derfor er det også tydeligt, at de ansigter, vi laver, er skulpturer.«

Foreløbig har makkerparret genskabt omkring 15 historiske ansigter for museer og forskere herhjemme og i udlandet. På det seneste har de afleveret ansigtet af en forbryder fra 1200-tallet til Kalundborg Museum. Han blev i sin tid halshugget og lagt i en dobbeltgrav med hovedet mellem benene.

»Han må have begået en meget alvorlig forbrydelse,« vurderer Niels Lynnerup.

Næste opgave for makkerparret bliver formentlig at sætte ansigt på en gammel bisp fra Øm Kloster.