Kongen afsatte »Danmarks mest intelligente regering« – og blev straks anklaget for statskup

I påsken i 1920 afsatte kong Christian X den radikale regering med Zahle i spidsen efter uenighed om blandt andet, hvor den dansk-tyske grænse skulle trækkes efter Første Verdenskrig. I podcasten »90 mandater« fortæller politisk kommentator Kaare R. Schou om de fire dage i påsken.

Stauning
Påskekrisen udløste adskillige demonstrationer. Her er socialdemokraten Thorvald Stauning i spidsen for Københavns Borgerrepræsentation på Amalienborg Slotsplads.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Det er det tætteste, Danmark har været på en omvæltning med uparlamentariske midler – og den måske mest alvorlige politiske situation i nyere dansk historie fraregnet besættelsen.

I påsken i 1920 afsatte kong Christian X den radikale regering med Carl Theodor Zahle i spidsen og udløste påskekrisen.

»Kongen begaar statskup«, hed det på forsiden af avisen Social-demokraten og for første – og eneste – gang krævede store folkemængder foran Amalienborg en konges afgang.

»Amalienborg Slotsplads er fyldt med folk, der råber »ned med Christian. Republik, republik!« Kongen er bange for at blive afsat,« fortæller politisk kommentator og forfatter Kaare R. Schou i et interview i forbindelse med podcasten »90 mandater«.

Baggrunden for påskekrisen var uenigheder mellem kongen og den regering, der er blevet kaldt »Danmarks mest intelligente regering« – en betegnelse, Kaare R. Schou er enig i.

Han peger blandt andet på uenigheder om, præcis hvor grænsen efter Første Verdenskrig skulle trækkes mellem Danmark og Tyskland. I Folketinget var der bred enighed om, at man skulle følge de folkeafstemninger, der havde fundet sted, og som gjorde den nordlige del af Slesvig dansk, men Flensborg og området syd forblev tysk territorium.

En nationalistisk bevægelse med den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste mente imidlertid, at Flensborg skulle være dansk. Bevægelsen fik støtte af Venstres daværende leder, J.C. Christensen – ofte udtalt I.C. Christensen.

Du kan høre mere om, hvorfor kongen afsatte regeringen i podcasten her:

På første dag i påsken gik J.C. Christensen til kongen og meddelte, at regeringen var i mindretal. Og eftersom Grundloven på dette tidspunkt dikterede, at det var kongen, der valgte sine ministre, kunne kongen – i princippet i hvert fald – afsætte regeringen. Og det gjorde han så.

Kongen bad Carl Theodor Zahle om at udskrive nyvalg – det nægtede statsministeren. Han henviste til parlamentarismen, eftersom der ikke var flertal imod ham.

»Så går Zahle. Og idet han går, nægter han at give kongen det løfte, at han nok skal fungere, indtil kongen har fundet en ny regering. Der begår Zahle en fejl, for en afgående minister skal fungere, indtil der er udnævnt en ny regering. Vi står altså med to toppersoner, der begge har overtrådt spillereglerne,« fortæller Kaare R. Schou:

»Samfundet går fuldstændig agurk. Den meget iltre socialdemokrat Frederik Borbjerg får straks sendt en udgave af Social-demokraten, som deres avis hed, på gaden, hvori der stod »Kongen begaar statskup«. Da Fagbevægelsen opdager dette, udløser den generalstrejke. Og så begynder kongen at blive nervøs.«

Kongen stod altså uden minister. Danmark var enevældigt i 27,5 timer i påsken i 1920 – indtil kongen udpegede sin egen advokat, Otto Liebe, som statsminister.

Da meldingerne om strejke bredte sig – og protesterne yderligere tog til – blev kongen tiltagende nervøs og indkaldte derfor partilederne til forhandlinger. Her blev partilederne enige om at indsætte overformynder MP Friis som statsminister, så denne kunne gennemføre en ny valglov og udskrive nyvalg.

Valget førte til, at Venstres Niels Neergaard blev ny statsminister.