Der er få, der kan holde fødselsdag som dronning Margrethe.
I år markerer 16. april en rund en af slagsen, da det er 80 år siden, at Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid kom til verden på Amalienborg som datter af den daværende kronprins, Frederik IX, og kronprinsesse Ingrid.
Fejringen af dronning Margrethe er således ikke begrænset til en enkelt dag, men kommer til at strække sig helt fra april til juni.
Hvad der venter af storstilede planer for fejringen, har Kongehuset nu løftet sløret for på dets hjemmeside:
2. april – Åbning af udstilling
Som første led i dronning Margrethes fejring deltager hun i åbningen af udstillingen »Dronningens ansigter« på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
3. april:– Pressemøde
Dronningen holder pressemøde på Fredensborg Slot, som kommer til at finde sted i Havesalen.
14. april – Kommunernes gave
Dronningen kører i karet fra Amalienborg til Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor hun sammen med den øvrige kongelige familie og gæster vil overvære en gallaforestilling.
15. april – Gallataffel
Børn fra rundtomkring i landets fejrer Dronningens fødselsdag på Christiansborg Slot. Arrangementet er de danske kommuners fødselsdagsgave til Danmarks dronning.
På aftenen vil Dronningen være vært ved en gallamiddag på Christiansborg Slot.
16. april – Dronningens fødselsdag
Dagen for dronning Margrethes 80-års fødselsdag. På denne dag vil Dronningen blive vækket med morgensang og viser sig fra et vindue på Fredensborg Slot. Klokken 12 træder hun og den kongelige familie ud på balkonen på Christian IXs Palæ på Amalienborg.
Derefter kører Dronningen i karet gennem byens gader til Københavns Rådhus, hvor der vil være taler og underholdning, og hvor Dronningen vil komme ud på rådhusets balkon.
Om aftenen vil der være privat middag på Fredensborg Slot i anledning af fødselsdagen med deltagelse af den kongelige familie og gæster fra ind- og udland.
25. april – Balletgalla
Tivoli fejrer 25. april dronningen med en balletgalla i Tivolis Koncertsal. Senere er der middag på restauranten Nimb for særligt indbudte, og aftenen sluttes af med festfyrværkeri.
5.-6. juni
Dronningen tager i juni på sommertogt med kongeskibet Dannebrog og lægger vejen forbi Aarhus Kommune som sidste led i fødselsdagsfejringen.
Kilde: Kongehuset