Kongehuset forventer kun årpenge til prins Christian

Kongehusets kommunikationschef nedtoner over for DR forventning om apanage til otte kongelige børnebørn.

Kronprinsparret på besøg i Grønland. Prins Christian hjælper lillesøster Josephine med at vinke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Kongehuset maner nu kritiske røster til jorden, hvad angår debatten om årpenge - også kaldet apanage - til de kongelige børn.

I et interview med DR Nyheder siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at kongehuset forventer, at kun tronarvingen prins Christian skal modtage årpenge.

»Det er ikke forventningen, og det har det aldrig været, at andre end prins Christian til sin tid skal have årpenge,« siger hun til DR.

I weekenden tegnede der sig netop et politisk flertal for at afskaffe muligheden for at give andre end kronprins Frederiks børn årpenge i fremtiden.

Debatten er foranlediget af, at prins Joachims ældste søn, prins Nicolai, til næste år fylder 18 år, og derfor potentielt kan modtage penge fra den danske stat, som loven lyder lige nu.

Men kongehuset kommer altså nu kritikerne i møde ved at understrege, at de ikke regner med årpenge til mere end ét kongeligt barn i fremtiden.

Bliver det til virkelighed, vil prins Joachims fire børn og tre af kronprins Fredriks fire børn selv skulle finde sig et arbejde, de kan forsørge sig ved.

I en måling foretaget af Politiken og TV 2 i weekenden tegner der sig også et flertal i den danske befolkning for at standse pengestrømmen til de kongelige.

I meningsmålingen fra Megafon svarer 70 procent nej til, at prins Joachims børn skal have årpenge i fremtiden.

I 1995 skete der en udvidelse af kredsen af årpengeberettigede, da Folketinget med stort flertal besluttede at bevilge årpenge til prins Joachim i forbindelse med hans bryllup i 1995.

Siden 1849 havde det indtil da været fast praksis, at årpenge kun blev bevilget til tronfølgere og deres ægtefæller samt til enkedronninger, senest dronning Ingrid.

Modsat Joachim, der først blev tildelt apanage, da han blev gift, har kronprins Frederik modtaget årpenge siden han var 18 år.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Den såkaldte apanage er i 2016 på over 100 millioner kroner. Herunder kan du se, hvordan pengene bliver fordelt mellem de nuværende voksne medlemmer af kongehuset.

* Dronning Margrethe, prins Henrik og prinsesse Benedikte:

Dronningen modtager 79,5 millioner kroner i 2016, hvoraf prins Henrik får knap otte millioner kroner svarende til ti procent af beløbet, mens prinsesse Benedikte får 1,2 millioner kroner om året af det samlede beløb svarende til 1,5 procent.

Statens ydelse til regentparret skal dække omkostninger til personale, hoffets drift, administration samt omkostninger af privat karakter.

* Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary:

Kronprinsen modtager 19,6 millioner kroner om året i 2016, hvoraf kronprinsesse Mary tildeles ti procent svarende til knap to millioner kroner.

* Prins Joachim og prinsesse Marie:

Prinsen modtager 3,5 millioner kroner i 2016. I modsætning til kronprinsesse Mary er prinsesse Marie ikke indskrevet i loven til at modtage en fast andel af prins Joachims apanage.

* Grevinde Alexandra af Fredensborg:

Modtager 2,3 millioner kroner i 2016.

* Grev Ingolf:

Modtager 1,6 millioner kroner i 2016.

* Samlet beløb: 106,5 millioner kroner

Dronning Margrethe, prins Henrik, prinsesse Benedikte, kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie er alle fritaget for at betale indkomstskat.

Kilder: Kongehuset.dk og finansloven 2016.

/ritzau/