Kongehusekspert om Kronprinsparret: »De står på en brændende platform«

I kølvandet på en TV 2-dokumentar lover Herlufsholms bestyrelse markante ændringer. Det lægger et stadig større pres på Kronprinsparret, som skal skride til handling, efter at parret reagerede prompte på den omtalte dokumentar, mener Berlingskes kongehuskommentator.

Kronprinsparret har snart to børn, der bor på Herlufsholm Skole i Næstved. 16-årige prins Christian går i gymnasiet på skolen, og efter sommerferien er det planen, at hans lillesøster prinsesse Isabella starter i 9. klasse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdag aften kunne Danmarks befolkning få et indblik i et liv med vold, krænkelser og mobning på Herlufsholm Skole i Næstved med TV 2s dokumentar »Herlufsholms Hemmeligheder«.

Men allerede inden dokumentaren rullede over skærmen, reagerede Kongehuset.

I et Instagram-opslag lød det fra Kronprinsparret, at de var rystede og forventede markante ændringer.

Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen, mener, at de på den måde køber sig tid. De er oppe imod en folkestemning og et politisk pres.

»Privatskoler er en politisk varm kartoffel, så de står på en brændende platform,« siger han.

Skal skride til handling

Lørdag udsendte bestyrelsen på Herlufsholm Skole en pressemeddelelse, hvori den undskyldte over for de forurettede elever. Bestyrelsen meddelte desuden, at den havde afsluttet samarbejdet med rektor Mikkel Kjellberg, og at den havde lavet en række nye tiltag. Eksempelvis afskaffer man præfektordningen og den såkaldte PØ-kamp.

Derudover har bestyrelsen også igangsat to uafhængige undersøgelser af skolen.

Kongehuset har endnu ikke reageret på Herlufsholms pressemeddelelse. Men det bør det snart. Det mener Jakob Steen Olsen.

»Kongehuset skal vurdere, om de har tillid til den handlingsplan, skolen har fremlagt. Men det er noget, de er nødt til at meddele offentligheden. Og det bliver de nødt til at gøre inden længe,« siger han og tilføjer:

»Det har de jo netop selv rodet sig ud i med deres første pressemeddelelse, hvor de lover, at de vil træffe en beslutning.«

Børn på skolen

Parrets ældste søn, 16-årige prins Christian, er selv kostelev på skolen.

»Det er tilsyneladende en faglig god skole, men det er jo også et sted, hvor han kan få det rigtige netværk,« siger Jakob Steen Olsen.

Derudover er det fortsat planen, at 15-årige prinsesse Isabella skal starte som kostelev i 9. klasse efter sommerferien.

I opslaget fra Kongehuset torsdag lød det blandt andet:

»Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen. Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af.«

»Det er helt uacceptabelt. Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige,« lød det også.

Tjener intet formål

Efter at dokumentaren løb over skærmen, har det fra flere sider lydt, at Kongehuset bør trække deres børn ud af skolen.

Kronprinsessens engagement i Mary Fonden, som blandt andet beskæftiger sig med at bekæmpe mobning og ensomhed, har også været med til at lægge et pres på Kronprinsparret.

I en afstemning hos B.T. mener 82 procent, at Kronprinsparret bør trække deres børn ud af skolen.

Men efter at Herlufsholm meldte ud lørdag, at man vil foretage en række markante ændringer, er der ikke grund til, at Kronprinsparret finder en ny skole til børnene – såfremt bestyrelsen agerer på de kritikpunkter, som undersøgelsen finder. Det mener Jakob Steen Olsen.

»Hvis der bliver lovet bod og bedring, og handlingsplanen er overbevisende, kan jeg ikke se, hvorfor børnene skulle skifte skole. Jeg kan ikke se, hvilket formål det skal tjene,« siger han.

»Men Kongehuset er nødt til at melde ud, hvordan de forholder sig til Herlufsholms udmelding,« siger Jakob Steen Olsen afslutningsvis.

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra Kongehuset.