Konflikt eskalerer: Politiet lukker stribe af bandeklubhuse

En voldelig konflikt mellem Bandidos og banden NNV får flere politikredse til at indføre opholdsforbud.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Bo Olsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En påsat brand i et klubhus i Helsingør er et af flere eksempler på, at en konflikt mellem rockergruppen Bandidos og banden NNV er eskaleret den seneste tid.

Konflikten har nu nået et niveau, hvor der er grundlag for lokalt at forbyde adgang til Bandidos' opholdssteder.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

På den baggrund har alle fem politikredse på Sjælland samt Østjyllands Politi besluttet at forbyde adgang til en række af Bandidos' klubhuse.

Der er tale om midlertidige opholdsforbud, der alle steder er trådt i kraft torsdag eftermiddag. De gælder indtil 11. februar klokken 17. Det fremgår af særskilte pressemeddelelser fra de enkelte politikredse.

Københavns Politi forbyder adgang til et klubhus i Københavns Sydhavn på adressen Speditørvej 5.

Nordsjællands Politi forbyder ophold på tre adresser. Der er tale om Stubbedamsvej 17B i Helsingør, Industrivænget 27 i Hillerød samt Industrivænget 12 i Frederiksværk.

Københavns Vestegns Politi lukker et klubhus på Brøndbytoften 11 i Brøndby, mens Midt- og Vestsjællands Politi forbyder ophold på adresserne Industriparken 31 i Jyderup og Holmevej 21 i Gundsømagle.

På Sydsjælland bliver to klubhuse tilhørende Bandidos midlertidigt lukket. Dermed er al ophold forbudt den kommende tid på Ringstedgade 229 A i Næstved og Flakkebjerg Stationsvej 10B i Flakkebjerg.

Ifølge politidirektør Lene Frank fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sker det som en præventiv foranstaltning.

Det siger hun i en pressemeddelelse:

»Vi vurderer, at der er risiko for, at konflikten også kan brede sig til vores politikreds, og derfor lukker vi nu af sikkerhedsmæssige årsager to klubhuse, der potentielt kan blive udsat for angreb til fare for de omkringboende.«

Endelig bliver et Bandidos-klubhus på Bogensevej 6 i Randers SV lukket.

Politiet har under visse betingelser lovhjemmel til at forbyde bandemedlemmer at opholde sig på bestemte adresser.

Mens Bandidos har holdt til i Danmark i årtier, er NNV en forholdsvis ny gruppering. NNV opstod i efteråret 2018 i kølvandet på konflikten mellem Brothas og Loyal to Familia i København.

NNV står for Nørrebro-Nordvest, hvorfra banden udspringer. Den er dog også til stede andre steder i hovedstadsområdet.

Flere hændelser sættes i forbindelse med konflikten mellem de to grupperinger. Blandt andet blev en Bandidos-rocker for nylig fængslet og sigtet for at have affyret skud i Hillerød 2. januar.

Skuddene kostede et NNV-medlem livet.

/ritzau/