Kommuner varsler flere lukkedage

Socialministeren er stærkt kritisk over for, at op mod halvdelen af landets kommuner forventer flere lukkedage på børneområdet.

SFO på Nyelandsvej. NR.1 Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forældre over hele landet vil næste år få sværere ved at få arbejde og familieliv til at hænge sammen.

Det står klart, efter at 45 procent af kommunerne fra nytår forventer flere lukkedage i dagtilbud, klubber og SFOer, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som analysevirksomheden Corcom har foretaget blandt cheferne i 70 kommuner for BUPL - forbundet for pædagoger og klubfolk.

Op mod hver fjerde kommune planlægger endda flere lukkeuger i klubber og SFOer, og det på trods af, at over halvdelen af kommunerne i forvejen har indført lukkeuger.

DOKUMENTATION: Hent listen over alle dyreste og billigste SFO'er (.pdf)

SFOerne ser ud til at blive hårdest ramt, og det vil ikke kun forældrene kunne mærke. I Dansk Arbejdsgiverforening oplever man ofte, at forældre bliver hjemme for at passe børn, når SFOen eller fritidsklubben holder lukket.

»Det her er meget uhensigtsmæssigt i forhold til at få arbejdsmarkedet til at fungere fleksibelt. Folk bliver nødt til at melde sig syge eller bruge ferie på at passe børnene,« siger chefkonsulent i DA Benjamin Holst og tilføjer:

»Hver gang en institution holder lukket, så melder syv til otte procent af medarbejderne sig syge, mens omkring en tredjedel holder fridage. Og det koster dyrt.«

I Egedal Kommune nord for København erkender man, at børneområdet bliver hårdt ramt af besparelser. Her vil man fremover holde sommerferielukket i to  uger:

»Vi har vedtaget vores budget for kommunen med meget, meget store besparelser, som desværre også er gået ud over SFO-området,« siger Karsten Sødergaard (V), formand for skoleudvalget.

DIN MENING: Er det rimeligt med flere lukkeuger på SFO-området?

Socialminister Benedikte Kiær (K) løfter imidlertid pegefingeren og betegner kommunernes planer som uacceptable:

»Det er helt uacceptabelt, hvis kommunerne holder lukkedage, når mange skal have passet deres børn. Og det er helt uacceptabelt, hvis kommunerne udvider perioderne med lukkedage, så de ikke kun holder lukket, når der er få børn, der har behov for pasning. Kommunerne skal fastsætte kriterier for lavt fremmøde og dermed, hvornår institutioner kan holde lukket,« siger ministeren.

Jane Findahl, formand for Børne- og Kulturudvalget i KL, ønsker ikke at kommentere undersøgelsen.