Kommuner tester grænserne for stadionstøtte

Et nyt notat sår tvivl om, hvorvidt landets kommuner lever op til konkurrencemyndighedernes regler for udlejning af fodboldstadioner.

Kommunernes indirekte støtte til de store fodboldklubbers stadioner er i søgelyset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Preben Madsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Reglerne er sådan set klare nok. Men det er de modstridende interesser også.

Når landets kommuner skal udleje de kommunale idrætsanlæg til den lokale superligaklub, må lejen ikke sættes så lavt, at kommunen indirekte støtter den lokale fodboldklub og dermed forvrider konkurrencen. Omvendt kæmper mange superliga-klubber med røde tal på bundlinjen, og derfor er der ofte et pres for at støtte den lokale fodboldstolthed.

Viborg-borgmester Søren Pape Poulsens udnævnelse til formand for de Konservative har katapulteret sagen om Viborg Kommunes ulovlige støtte til Viborg FF ud på landets avisforsider. Netop nu overvejer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at gå ind i sagen, hvor byrådet i Viborg med Søren Pape Poulsen i spidsen i 2011 pålagde det kommunalt ejede energiselskab, Energi Viborg, at sponsere byens stadion til en pris af en million kroner i tre år.

Klubben selv havde kun betalt kommunen 50.000 kr. for navne­rettighederne, og i en redegørelse i marts har Statsforvaltningen stemplet byrådets håndtering af sagen som ulovlig. Tidligere har Furesø Kommune og Kolding Kommune også fået kritik af myndighederne for ulovlig støtte til henholdsvis Farum Boldklub og håndboldklubben Kolding IF.

Nu viser et nyt notat, at Viborg Kommune ikke er den eneste kommune med komplicerede og problematiske aftaler med den lokale fodboldklub. Det er Idrættens Analyseinstitut, der har gennemgået lejeforholdene for de 11 kommuner, som tilbyder kommunalt ejede stadionanlæg til klubber, der har spillet i Superligaen i sidste sæson og i nuværende sæson.

Notatet viser markante forskelle på kommunernes aftaler med de lokale fodboldklubber. Konkurrencestyrelsen har ellers i 2003 lagt op til en strømlining på området med retningslinjer for udregning af den markedsleje, som alle kommuner skal opkræve af professionelle klubber for netop at undgå ulovlig kommunal støtte til klubberne.

Gennemsigtighed savnes

»Vores afdækning viser, at hvis Konkurrence­styrelsen havde et ønske om at skabe større gennemsigtighed, så er det mildt sagt ikke skabt. Det er meget komplekst. Man laver lokale aftaler og underlige konstruktioner, som i nogle tilfælde kan ligne juridiske fiksfakserier,« siger Rasmus Storm, senioranalytiker på Idrættens Analyse­institut og medforfatter til rapporten om stadionleje i Danmark.

»Det skyldes naturligvis, at kommunerne gerne vil støtte fodboldklubberne, og at det er kompliceret stof. Hvad er markedsprisen for lejen på et stadion? Kommunerne må ikke støtte klubben direkte eller indirekte, men det ser ud til, at det er svært, selv om de overordnede retningslinjer synes klare,« tilføjer han.

Roger Buch, forsker i kommunalpolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, peger på, at der bør være et skarpt fokus på mulig ulovlig kommunal støtte til fodboldklubber med især Farum-sagen i baghovedet:

»Det mest ekstreme eksempel er Farum-sagen, hvor Peter Brixtofte gjorde mest muligt for at få støtte til den lokale fodboldklub. Der lavede han alle mulige forskellige kreative konstruktioner, hvor man eksempelvis skulle være sponsor i klubben, hvis man skulle være leverandør til kommunen,« siger Roger Buch.

»Kommunerne må godt være venlige, men leje til klubberne skal ske på markedsvilkår. De kommunale skattekroner skal ikke støtte klubberne, der oftest er private selskaber,« tilføjer han.

Lokalt er der dog ofte et stort pres fra de økonomisk trængte klubber på kommunen for økonomisk støtte.

»Der er ingen tvivl om, at alle kommuner, som har eller håber at få en superligaklub, gør alt, hvad de kan, for at støtte de her klubber, der ofte har en anstrengt økonomi. Der er et uendeligt behov for penge i fodbold­klubberne, og når man ser det udefra, ser det ud til, at der i fodboldverdenen er en villig­hed til at lave kreative løsninger, som man ikke ser andre steder i dansk erhvervsliv,« mener Roger Buch.

Store forskelle i støtten

Mens enkelte klubber betaler under en mio. kroner årligt for deres hjemmebane, må andre lægge tæt på 2,5 mio. kroner, viser analysen.

I toppen ligger de store provinsklubber OB, AaB og Esbjerg, der hver især betaler over 2-2,5 mio. kr. om året i stadionleje, hvis man indregner betaling for forbrug og kommer­cielle rettigheder, herunder catering­rettigheder.

Randers og FC Nordsjælland udgør en mellemgruppe, der betaler lidt mindre, dvs. i underkanten af to mio. kr. om året, mens Viborg, FC Vestsjælland og Silkeborg alle ligger i den lavere ende med ydelser i omegnen af en mio. kr. Lavest ligger SønderjyskE med en ren grundleje på lidt over en halv million kr. og Hobro, der som den eneste regulære forening i Superligaen ikke betaler nogen egentlig leje. For AGF er det ikke muligt at isolere en egentlig stadionleje, mens FCK, Brøndby og FC Midtjylland er udeladt, da de ikke spiller på kommunalt ejede anlæg.

Bag de overordnede tal gemmer sig meget forskellige beregningsmodeller for klubbernes betaling, hvilket er med til at vanskeliggøre direkte sammenligninger på tværs af landet.

»Det demokratiske problem er, at disse lokale lejevilkår og ejerskabskonstruktioner kan være så komplicerede, at det er svært at gennemskue for den almindelige borger, hvad der foregår. Der kan sagtens være et lokalt ønske om at støtte den lokale fodboldklub, men det risikerer at blive konkurrence­forvridende støtte til et privat firma. Der viser vores afdækning, at mange kommuner bevæger sig i et grænseland på området,« siger Rasmus Storm.

Stadionkrav fra DBU

Siden 2000 har kommunerne med superliga­klubber sat gang i offentligt stadion­byggeri for 1,1 mia. kr. Det skal blandt andet ses i sammenhæng med, at Dansk Boldspil-Union (DBU) i 2003 satte krav til superligaklubberne om, at et stadion skal have plads til mindst 10.000 tilskuere.

»Det ser ud til, at klubberne har skubbet DBUs krav til stadionfaciliteter videre til kommunerne. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt lejen stadig skal beregnes med udgangspunkt i den gængse model, hvor klubberne kun betaler for den andel af tilskuer­kapaciteten, de bruger,« siger Rasmus Storm.

Analysen viser endvidere, at klubbernes omsætninger er steget fra 1,2 mia. kr. i 2005 til 2,5 mia. kr. i 2013 i den undersøgte periode, mens lejen ofte ikke er fulgt med på samme niveau.

»Det kan ikke i sig selv sige noget om, at lejevilkårene ikke er på markedsvilkår. Men det kan så tvivl om det rimelige i, at klubberne i visse tilfælde ønsker mere gunstige lejevilkår.«

Søren Bo Rasmussen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, har læst notatet om de danske superligaklubbers lejeforhold.

»Notatet viser, at området er vanskeligt. Vi lægger primært vægt på, at kommunerne får deres omkostninger dækket ind, og de kan variere meget, hvilket notatet også viser,« siger Søren Bo Rasmussen.

Han peger på, at der er rigtig mange gode grunde til, at prisen ikke skal være den samme.

»Det handler om kvalitet, størrelse, komfort og alder på stadion. Det vigtigste er, at lejen foregår på markedsvilkår. Er der tale om markedsvilkår eller om, at kommunen på den ene eller anden måde støtter en privat virksomhed? Altså om man støtter fodboldklubber på den ene eller anden måde. Det vil kræve en konkret gennemgang fra sag til sag, hvis vi skal tage stilling til det,« siger Søren Bo Rasmussen.

Netop nu overvejer han og styrelsen, om de skal rejse en sag mod Viborg for den ulovlige støtte til Viborg FF:

»Vi overvejer netop nu, om vi skal gå ind i Viborg-sagen efter Statsforvaltningens afgørelse. Vi kan i modsætning til Stats­forvaltningen kræve støtten tilbagebetalt. Indtil videre er der dog en række juridiske spørgsmål, som vi skal have afklaret. Inden for et par uger beslutter vi, om vi skal rejse en sag mod Viborg Kommune.«