Kommuner: Politikere skal kunne fravælge løn under orlov

Kommunernes Landsforening (KL) er efter en henvendelse fra social- og indenrigsministeren klar til at drøfte et »servicetjek« af politikernes regler for orlov, ferie og vederlag. »Man skal ikke have pligt til at modtage penge,« siger næstformand Martin Damm.

Lokalpolitikere skal have mulighed for at frasige sig deres løn, når de tager fri fra byrådsarbejde i længere perioder, mener Martin Damm, næstformand i Kommunernes Landsforening. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Fremover skal det være muligt for lokalpolitikere at frasige sig lønnen, hvis de tager fri fra deres arbejde i byrådet på grund af eksempelvis lange ferier eller andet arbejde.

Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening, der sammen med regeringen skal drøfte muligheden for at give de nuværende regler et »servicetjek«.

Meldingen kommer i kølvandet på den seneste tids debat om kommunalpolitikere, der modtager vederlag, mens de er på orlov. Særligt sagen om teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen (EL), har vakt debat. Borgmesteren har – med fuld løn – været sygemeldt i mere end fire måneder, efter hun var vidne til en påstået voldtægt i sit eget hjem.

Berlingske har beskrevet flere eksempler på, at kommunalpolitikere har fået betalt orlov fra deres byrådsarbejde, mens de førte folketingsvalgkamp eller sad i Folketinget. Ligesom flere politikere har modtaget vederlag under ferier af flere måneders varighed.

Roger Buch, chefforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har tidligere bekræftet, at det næsten er umuligt for byrådspolitikere at frasige sig deres byrådsvederlag, når de tager orlov, selv, hvis de gerne vil. Derfor handler de også i overensstemmelse med loven.

Men hos Kommunernes Landsforening er man klar til at ændre reglerne, så det i fremtiden bliver muligt at frasige sig vederlaget, siger næstformand Martin Damm (V), der også er borgmester i Kalundborg Kommune.

»Hvis man selv beder om ikke at være til stede i byrådet, så kan det ikke være sådan, at man skal have pligt til at modtage penge samtidig,« siger Martin Damm.

Op til den enkelte

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har i en skriftlig kommentar åbnet døren på klem for at ændre reglerne efter den seneste tids debat.

»At være valgt som kommunalpolitiker er et meget vigtigt hverv. Så efter den seneste tids debat om fravær og vederlag vil jeg bede mit ministerium tage en drøftelse med KL og Danske Regioner i forhold til at give reglerne et servicetjek,« skrev ministeren til Berlingske i forrige uge.

Kommunernes Landsforening (KL) er klar til at drøfte sagen med regeringen og mener, at det skulle være gjort for længst.

Martin Damm forklarer, at man ikke har til hensigt at fjerne muligheden for vederlag, men det skal i stedet være en mulighed at vælge den fra, hvis man ønsker det.

Ændringen vil ifølge Martin Damm medføre, at politikere ikke længere kan læne sig op ad argumentet om, at det ikke er muligt for dem at frasige sig vederlaget, når der stilles spørgsmål til rimeligheden i at få løn under orlov.

Det bliver op til de enkelte politikere selv at afgøre, om de finder vederlaget berettiget, når de i længere tid udebliver fra deres byrådsarbejde for at føre valgkamp, holde lange ferier eller tage lønnet orlov fra byrådet for at passe arbejdet i Folketinget.

Martin Damm understreger, at politikere selvfølgelig kan blive syge, og at reglerne for betalt sygeorlov fortsat skal gælde.

Har I på fornemmelsen, at nogle udnytter reglerne?

»Det kommer an på, hvilket motiv du lægger i det. Reglerne følges, men vi har haft nogle, der har følt sig dårlige over, at de skal modtage det vederlag, fordi de selv er imod,« siger Martin Damm.

Politikere kritiseres blandt andet for at have lukrative vilkår, der ligger for langt fra forholdene på det almindelige arbejdsmarked, herunder de vide muligheder for at tage orlov med løn. Men ifølge Martin Damm er det værd at huske, at kommunalpolitikerne ikke er ansat som lønmodtagere, men derimod varetager et borgerligt ombud.