Kommuner opfordrer til angiveri

I mindst hver tredje kommune kan borgerne anonymt melde en nabo for socialt snyd. Ekspert advarer mod et omsiggribende angiversamfund.

Nogle eksperter frygter østtyske tilstande med udbredelsen af socialt stikkeri. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHANNES EISELE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På få år har danskerne fået helt nye muligheder for at tippe myndighederne om socialt bedrageri. 32 ud af 76 kommuner har nu enten en telefonlinje eller en hjemme­sidefunktion, hvor borgere ganske anonymt kan angive andre borgere, som de mistænker for snyd med sociale ydelser. Og yderligere en række kommuner er på vej med lignende tiltag, viser en ny rundspørge fra Berlingske Research.

Og danskerne er flittige til at henvende sig med anonyme oplysninger: »Vi har fået nogle meget nyttige redskaber, der giver os gode tips og mistanker, som vi ellers ikke ville have fået kendskab til,« siger formanden for Socialchefforeningen, Ole Pass.

I 2009 stillede kommunerne tilbagebetalingskrav for 50 mio. kr., og på baggrund af svenske undersøgelser lyder et forsigtigt skøn, at der totalt kan være tale om socialt snyd herhjemme for op til seks mia. kr. Så der er mange penge at hente for kommunerne.

Alligevel bekymrer tendensen flere eksperter, bl.a. Kirsten Ketscher, der er professor i socialret ved Københavns Universitet:

»Hvis folk bare kan ringe til en telefonsvarer og tale igennem et halstørklæde og sige »se nærmere på Lærkevej 12«, er det en udvikling, der har et totalitært træk. Det er sådan noget, vi typisk kender fra regimer, som vi ikke har været specielt begejstret for. F.eks. Sovjetunionen og Østtyskland, hvor statens interesser gik forud for alt,« siger Kirsten Ketscher, der frygter, at man helt unødigt vil plage folk, som intet har på samvittigheden.

Formanden for kommunernes arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg, Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), siger, at borgere altid har anmeldt hinanden for socialt bedrageri. Det nye er, at hver tredje kommune nu opfordrer til det.

»Jeg har intet imod, at borgere gør opmærksom på, at nogen snyder med noget. Men kommunerne skal være opmærksomme på, at der også kan ligge hævn- og misundelsesmotiver bag anmeldelserne,« siger Erik Nielsen.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har i finanslovsforliget afsat penge til udredning af, hvor meget der svindles for i Danmark.