Kommuner klar til tidlig indsats i sexsager

Hvis ministeren giver lov, er kommunerne klar til at gå familier på dørene i kampen mod børnemisbrug, siger socialchefernes formand, Ole Pass.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er hverken dovenskab eller forsigtighed, der får kommunerne til at vende det blinde øje til sager om seksuelt misbrug af børn. Det fastslår formanden for de kommunale socialchefer, Ole Pass, der erklærer, at kommunerne er klar til at føre en mere aktiv indsats over for problemfamilierne, hvis de får de nødvendige redskaber.

Han opfordrer socialminister Karen Hækkerup (S) til at give kommunerne flere beføjelser, så de ikke behøver at vente på, at skaden er sket.

- I dag skal det være gået galt, før vi kan skride ind over for forældre, der misbruger deres børn. Vi er nødt til at flytte grænserne, både i forhold til lovgivning og normer, hvis vi skal tage sagerne i opløbet, siger Ole Pass.


Vi kommer til at genere udskyldige

Han efterlyser mere forskning i de faktorer, der udløser seksuelt misbrug af børn og unge. Mere viden vil give kommunerne bedre muligheder for at reagere på faresignaler.

- Vi vil givetvis komme til at genere nogle familier, der ikke har gjort noget forkert. Men det må vi tage med, hvis vi vil de her sager til livs, siger Ole Pass, der fornemmer, at normerne på området har flyttet sig markant i løbet af de seneste fem-ti år.

- Tidligere var der en udbredt holdning om, at kommunerne ikke måtte snage i familiernes privatliv. I dag er der en større accept af, at det kræver en aktiv indsats at stoppe misbrugssager.

Samme sang sunget i 25 år

Socialminister Karen Hækkerup bebuder fredag i Morgenavisen Jyllands-Posten, at hun vil nedsætte et ekspertudvalg, der skal se på behovet for nye love og regler på området. Kriminolog Beth Grothe Nielsen, der har skrevet flere bøger om seksuelt misbrug af børn, senest »Sagt og usagt« fra november 2011, har dog ikke de store forventninger til udvalget.

- Man har sunget den samme sang i de sidste 25 år. Men faktum er, at det er praksis, der halter. Vi kan lovgive herfra til evigheden, men hvis vi ikke får fjernet den angst og modvilje, der er forbundet med sager om sexmisbrug, nytter det ikke noget, siger hun.

Kommuner har pligt til at beskytte børn

Beth Grothe Nielsen roser Ole Pass for hans krav om videre beføjelser. Det er et positivt signal, men problemet er, at sagsbehandlerne mangler uddannelse og viden om lovgivningen, mener hun.

- I mine øjne er reglerne gode nok i dag. Problemet er, at myndighederne er for forsigtige. Sager om seksuelt misbrug af børn er en stor psykisk belastning, så folk viger tilbage, når der opstår en mistanke.

- Desuden er der en udbredt tro om, at kommunerne er nødt til at have klokkeklare beviser for at skride ind. Men det er ikke nødvendigt. Kommunerne er ikke domstole, de har pligt til at beskytte børnene, fastslår Beth Grothe Nielsen.