Kommuner kæmper videre for Vadehavet

Esbjerg Kommune følger nu anbefalingerne fra Miljøministeriet til en kommende nationalpark ved Vadehavet. Men der er fortsat lokal modstand mod projektet.

Planen om en nationalpark ved Vadehavet har måske alligevel en fremtid. De lokale politikere er nemlig blødt op og følger nu Miljøministeriets anbefalinger, men kæmper stadig med modstand fra lokale organisationer.

Forligspartierne bag nationalparkerne var ikke tilfredse med det første oplæg fra lokalpolitikerne, fordi det ikke omfattede de omkringliggende marsk-, mark- og skovarealer.

Men først åbnede Tønder og Varde for denne mulighed, og nu har Esbjerg Byråd også valgt at se nærmere på den udvidede løsning, den såkaldte baglandsmodel.

Landspolitikerne bag loven har dog også krævet, at der er lokal opbakning til projektet. Og nogle af de lokalforeninger, der tidligere har været imod baglandsmodellen, er det fortsat.

/ritzau/