Kommuner i opråb: Vil have hævet smertegrænsen for nedlukninger

Fra flere kommuner lyder det, at der bør være særlige vilkår for at undgå en nedlukning. De ønsker sig, at loftet for, hvornår en nedlukning bliver aktuel, bliver hævet.

Førsteviceborgmester i Frederiksberg Kommune Jan E. Jørgensen (V) mener, at reglerne for nedlukning ganske enkelt »savner mening«. Han ønsker sig, at der bliver kigget på smertegrænsen for smitte, og at loftet bliver hævet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Regler er regler, og dem har der været mange af under coronakrisen.

Men de automatiske nedlukninger for kommuner giver ingen eller i bedste fald meget lidt mening, lyder det fra flere lokalpolitikere, og særligt én regel bør ændres: »loftet« for incidens i kommunerne.

Brancheorganisationen Dansk Erhverv sagde i sidste uge til Berlingske, at loftet bør hæves for København og Frederiksberg, da en nedlukning af de to kommuner vil få store konsekvenser for hele landets økonomi.

Grænsen for, at en kommune skal holde lukket, er en incidens på 250 smittede pr. 100.000 indbyggere.

I går lød det fra Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune, at grænsen bør hæves for Helsingør.

»Enten hæver man grænsen for nedlukning, eller også giver man de unge ét stik. Jeg ved ikke, hvordan man ellers kan få de unge til at lade være med at opføre sig, som de gør. Vi kan ikke give dem stuearrest. Det er især de unge, der driver smitten, så enten kan vi have nedlukninger, der rammer mange, eller se på smittegrænserne for nedlukning,« sagde hun til sn.dk.

Helsingør har i de seneste testjusterede tal fra tirsdag en incidens på 162,1.

I Ishøj har borgmester Ole Bjørstorp fra borgerlisten Ishøjlisten til TV 2 sagt, at han tror, at kommunen vil lukke ned igen. Ishøj er endnu en gang højt på Statens Serum Instituts (SSI) liste over smitte med en incidens på 190,1.

Merete Amdisen (S), der er formand for kommunens sundhedsudvalg, mener, at reglerne er for skrappe i øjeblikket. Hun mener også, at loftet bør hæves.

»Det er svært at komme med en ekspertudtalelse på, men jeg ønsker, at loftet bliver hævet for kommunen samlet set, og at man måske i stedet kiggede mere målrettet på klasser og skoler, hvis de har høj incidens,« siger hun:

»Jeg synes ikke, at man som lokalsamfund er tjent med den her konstante genåbning og nedlukning. Det er børnene heller ikke tjent med. Det er nogle vanskelige regler, som kommunen skal agere inden for.«

Jan E. Jørgensen: Reglerne »savner mening«

Frederiksberg Kommune har også set en stigende smitte. I de seneste tal fra tirsdag er incidenstallet steget fra 177,8 til 194,9. Det er steget støt den seneste uge.

Det har fået borgmester Simon Aggesen (K) til at sende en kraftig advarsel til alle borgerne om at tage sig ekstra i agt og følge retningslinjerne, da en nedlukning af kommunen efter alt at dømme er nært forestående.

Førsteviceborgmester på Frederiksberg Jan E. Jørgensen (V) mener derfor også, at loftet bør hæves, så Frederiksberg og København – og for så vidt også Aarhus – undgår nedlukninger.

»Reglerne er for rigide og for firkantede, og det kommer især til udtryk i tætbebyggede områder som København og Frederiksberg,« siger han.

Jan E. Jørgensen nævner nedlukningen af Nyboder Sogn i København som et eksempel på, at reglerne »ganske enkelt savner mening«.

Sankt Pauls Sogn, som blandt andet omfatter Nyboder, blev lukket i april, fordi der var et smitteudbrud på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot. 11 af kadetterne boede i de gamle huse i Nyboder i København, og det betød, at Gefion Gymnasium og to skoler i Nyboder Sogn måtte lukke.

Befolkningssammensætningen på Frederiksberg og i København er simpelthen anderledes, siger han, og de to kommuner er derfor mere udsatte for en nedlukning, hvis smitten stiger i enkelte sogne.

Samme takter lød 14. maj fra beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning Skovgaard (V), der er Venstres leder på Københavns Rådhus.

»Derfor har jeg svært ved at se en retfærdig automatisk model for mig,« sagde hun.

12. maj advarede Dansk Erhverv mod at gøre alvor af en nedlukning af København og Frederiksberg, da de to kommuner er »økonomiske kraftcentre«, sagde de.

Ifølge Dansk Erhvervs analyser vil en nedlukning af de to kommuner berøre 50.000 job og føre til et ugentligt produktionstab på 0,5 milliarder kroner.