Kommuner frikendt i drabssag

Socialministeren renser Helsingør og Rudersdal Kommuner i drabssagen fra Birkerød. Kommunerne kunne ikke have forhindret drabet på den 17-årige pige.

Hverken Helsingør eller Rudersdal Kommune har begået fejl i sagen om drabet på en 17-årig pige fra Birkerød, der blev tævet ihjel af sin kæreste. Det konkluderer socialminister Eva Kjer Hansen (V) efter at have modtaget redegørelser fra de to kommuner.

- På baggrund af redegørelserne er der ikke noget at kritisere fra min side, siger hun i en pressemeddelelse.

Pigens 22-årige kæreste er sigtet for at have tævet pigen ihjel den 24. juni, og efterfølgende var der meldinger om, at flere havde henvendt sig til kommunerne med mistanke om voldelige overgreb fra kærestens side.

Men ifølge de to kommuners redegørelser til Socialministeriet har ingen af dem modtaget oplysninger om, at den dræbte blev udsat for vold.

Fredag blev forældrene og søsteren til den drabssigtede mand sigtet for medvirken til drabet.

/ritzau/