Kommuner blæser på vores alkoholvaner

Alkohol er et sundhedsmæssigt problem, som koster milliarder årligt. Alligevel har kommunerne for lidt fokus på, hvor meget alkoholen flyder hos deres indbyggere.

Alkohol er et svært område at arbejde med i forhold til tobak og rygning, fordi alkohol er så integreret i den danske kultur, erkender konsulent Nina Gath i KL. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvert tyvende dødsfald i landet skyldes alkohol, som samtidig er medskyldig i 28.000 hospitalsindlæggelser, 10.000 skadestuebesøg og 72.000 ambulante besøg hvert år. Men selv om vores drikkekultur samlet koster de offentlige kasser 10 milliarder kroner om året, har kommunerne meget lidt fokus på alkoholmisbrug. Og det til trods for, at de siden 2007 har haft ansvaret for at forebygge, at det går så galt. Det skriver Politiken.

Kun godt hver anden kommune har en alkoholpolitisk handleplan med konkrete forslag til, hvordan drikkeri blandt borgerne skal begrænses. Det fremgår af en rundspørge fra Politiken Research til alle landets kommuner, og hvoraf 77 har svaret.

Undersøgelsen afslører også, at to ud af tre kommuner ikke har et særskilt budget for alkoholforebyggelse, og tre ud af fire har ikke nogen ansat til udelukkende at arbejde med at forebygge alkoholproblemer.

Det er langtfra godt nok, mener Ulrik Becker, overlæge, dr.med. på Hvidovre Hospital og adjungeret professor på Statens Institut for Folkesundhed. Det ømtålelige alkoholproblem kommer til kort i forhold til politisk mere populære emner som tobak, motion og kost, hvis der ikke sættes målrettet ind med penge og personale.

- Hvis man havde et mål om at halvere alkoholforbruget, ville dødsfaldene og skaderne falde tilsvarende på mindre end ti år, siger Ulrik Becker til Politiken.

Han foreslår blandt andet, at alkoholkurser gøres lige så tilgængelige som rygestopkurser.

Tallene fra rundspørgen skuffer også forskningschef Mette Wier, tidligere formand for Forebyggelseskommissionen, som for tre år siden kom med anbefalinger til bedring af danskernes sundhed.

- Flertallet af kommuner fremstår desværre fodslæbende på alkoholområdet, siger hun til Politiken.

Konsulent Nina Gath i Kommunernes Landsforening mener, at det, at halvdelen af kommunerne trods alt har en alkoholhandlingsplan, er »en god start«.

- Men alkohol er et svært område at arbejde med i forhold til tobak og rygning, fordi alkohol er så integreret i den danske kultur, erkender Nina Gath over for Politiken.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) opfordrer kommunerne til at prioritere alkoholforebyggelse højere:

- Når så mange danskere har et skadeligt forbrug med enorme omkostninger til blandt andet sygedagpenge, har kommunerne også selv en væsentlig interesse i at gøre mere, siger hun til Politiken.

BNB