Kommunen så på Facebook, at Anita havde bagt småkager - Så satte de hendes arbejdstid op

Efter Anita Bang Degn lagde billeder på Facebook af hjemmebag, ringede hendes sagsbehandler fra kommunen for at sætte hendes arbejdstid op. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen opfordrer til, at kommuner ikke lader Facebook afgøre borgeres arbejdsduelighed.

Privatfoto af Anita Bang Degn og kager. Fold sammen
Læs mere

»Jeg er rystet. At de går ind og snager, er én ting, men at de så bruger det imod mig. Jeg kunne have lagt et billede op af flødekartofler. Ville jeg så også blive straffet for det?«

Sådan lyder det fra 48-årige Anita Bang Degn, der er blevet sat op i arbejdstid af Aalborg Kommune, efter hun har lagt billeder på sin Facebook-profil af hjemmelavet bagværk. Sagen er den seneste i en række af sager, der har været fremme i medierne om kommuner og arbejdsgivere, der bruger de sociale medier til at overvåge ansatte eller borgere, der modtager sociale ydelser.

Anita Bang Degn er sygemeldt på fjerde år med rygproblemer, som er opstået over længere tid, men i øjeblikket er hun i praktik som medhjælper i et køkken, hvor hun for to måneder siden startede i ressourceforløb med henblik på jobafklaring. Hun startede med at arbejde ti timer om ugen og er siden blevet trappet op til 12 timer, som fordeles over fire dage. Denne uge er hendes arbejdstid blevet sat yderligere op til 16 timer om ugen - og det er tilsyneladende sket med begrundelse i et par billeder af julebag og konfekt, som hun lagde på Facebook i forrige weekend.

»Jeg lagde et billede op lørdag af de småkager, jeg havde bagt, og søndag lagde jeg et billede op af nogle fyldte chokolader. Småkagerne er lavet af dej købt frossen for at gøre det nemmere for mig selv. Chokoladerne har jeg lavet ved at smelte chokoladen og putte marcipan i. Så der var ikke noget særligt i det,« fortæller Anita Bang Degn.

Da hun lagde billederne op, havde hun ikke på nogen måde forestillet sig, at det kunne bruges af kommunen i forhold til hendes sag. Hun vurderer, at det har taget hende en time i alt at lave hhv. kager og konfekt, og undervejs i processen kunne hun flere gange sidde ned og få et lille hvil.

»Men min sagsbehandler ringer onsdag og siger, at hun kan se på Facebook, at jeg har bagt småkager og lavet chokolader. Og jeg har ikke øget min arbejdstid, fordi jeg har været syg med bihulebetændelse og været på penicillin i ti dage. Men hvis jeg kunne bage småkager, forventede hun selvfølgelig også, at jeg i den her uge gik fra 12 til 16 timer i praktikken,« siger Anita Bang Degn, der i første omgang blot svarede kommunen med et ja.

»Jeg var så rystet og ked af det og gal, at jeg bare sagde »Jo selvfølgelig, jeg skal nok øge i tid«. Så bagefter skrev jeg en mail til min fagforening, som nu er ved at undersøge sagen nærmere.«

Den seneste tid har Anita Bang Degn efter tre timers arbejde fire dage om ugen måtte lægge sig i »et par timer eller tre, og så må jeg jo op og lave noget«. I dag har hun for første gang været på arbejde i fire timer.

I Aalborg Kommune beklager jobcenterchef, Jesper Dahlgaard, forløbet.

»Jeg kan kun beklage, at det er sådan, sagen er endt, for sådan skal det ikke være,« siger han.

Kommunen vil nu kontakte Anita Bang Degn for at sige undskyld og for at finde den rette løsning, for det er ikke meningen, at kommunens medarbejdere træffer beslutninger på baggrund af en Facebook-opdatering uden at indkalde til et møde og snakke om tingene, forklarer jobcenterchefen.

»Generelt bruger vi ikke Facebook, for vi har tillid til borgerne, og sådan skal det også være,« siger han.

Adspurgt om, hvor meget og hvordan kommunen bruger de sociale medier til at holde øje med borgere og forhindre social bedrageri, forklarer Jesper Dahlgaard, at kommunen hovedsageligt går online, hvis de får et tip. Om det også er tilfældet ved denne sag, kan han ikke svare på. Men oplysninger fra eksempelvis Facebook skal i givet tilfælde indgå som en del af en samlet vurdering af borgeren.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er også gået ind i sagen. Han siger til TV 2, at Facebook ikke må blive et sandhedsvidne på, om en borger skal have mere eller mindre hjælp.

»Jeg synes man skal klappe hesten og ikke lade Facebook vurdere, om en borger er i stand til at klare sig. Det er en individuel vurdering fra sag til sag, men at bage julekager skal ikke være det, der betyder, at man bliver ramt af for eksempel en karantæne. Det er vigtigt, at folk kan have et socialt liv. Og det med at bage lidt kager op til jul, skal vi ikke forhindre,« siger ministeren til TV 2, idet han i samme omgang understreger, at han kun kender til sagen via medierne.

Anita Bang Degn er medlem af 3F, der endnu ikke er vendt tilbage på Berlingskes forespørgsel. Hos en anden af landets fagforeninger, HK, kender man imidlertid også til problematikken omkring Facebook. HKs næstformand og chef for den juridiske afdeling, Mette Kindberg, fortæller, at fagforeningen har oplevet flere tilfælde, hvor en arbejdsgiver har set nærmere på en ansats Facebook-profil eller brugt de sociale medier til at se nærmere på en kandidat til et job.

»Facebook er blevet en formidlingscentral, og vi anbefaler, at man virkelig tænker sig om i forhold til, hvad man lægger op,« siger hun.