Kommunen hjælper Charlotte med gøremål, de fleste nok vil betragte som ganske banale

41.651 danskere får kommunen til at hjælpe med normale rutiner i hverdagen. Én af dem fortæller her, hvorfor danske velfærdskroner går til hendes »støttende samtaler« med kommunen om støvsugning og julefrokoster.

Foto: Carsten Bundgaard. »Når jeg støvsugede, troede jeg, at det jeg støvsugede op, kom ind i mig. Men det har samtalerne hjulpet mig til at forstå ikke er tilfældet,« siger 42-årige Charlotte Vestergaard Jensen, der lider af paranoid skizofreni, om den socialpædagogiske støtte hun modtager fra kommunen i form af en ugentlig støttende samtale.
Læs mere
Fold sammen

Charlotte Vestergaard Jensen er 42 år.

Hun har været bange for at tage med til julefrokosten på sit arbejde.

Hun har været bange for at støvsuge og rense sit afløb.

Umiddelbart virker det som almindelige og ligetil aktiviteter i et voksent menneskes hverdag. Men ikke for Charlotte - hun får nemlig hjælp af kommunen til at tackle situationer som disse.

Berlingske skrev i sidste uge om, at 41.651 danskere sidste år fik af hjælp til at agere i deres eget liv af kommunen. Baggrunden var en analyse af Kommunernes Landsforening, der viste, at borgere, der får såkaldt socialpædagogisk støtte, er steget med 72 procent de seneste seks år.

Det affødte panderynkende bekymringer fra flere, at kommunerne i 2015 tilsammen brugte 5,8 mia. velfærdskroner på at hjælpe borgere med normale rutiner. Charlotte Vestergaard Jensen skrev derfor til Berlingske og præsenterede sig som én af de 41.651 borgere, der på »skrækkelig vis ligger samfundet til last«.

Hun er diagnosticeret med paranoid skizofreni og vil gerne fortælle, hvorfor hun siden 2011 har fået hjælp til ting, som kan virke banale for andre.

»Inde i mit hoved vokser det og bliver til katastrofer«

Eksemplet med julefrokosten er det seneste dilemma, som Charlotte Vestergaard Jensen har talt om på hendes ugentlige møde med sin bostøtte fra Odense Kommune. Hun har ikke deltaget i julefrokosten de seneste år, fordi hun har været nervøs for at gøre noget forkert foran kollegerne, drikke sig for fuld eller ikke at kunne finde hjem.

»Det er normale ting, men inde i mit hoved vokser det og bliver til katastrofer. Jeg kan ikke selv slippe ud af den onde cirkel og mønstrene, som min hjerne tænker i. Men det kan min bostøtte hjælpe mig med,« siger hun.

De såkaldte støttende samtaler tager en time, og de har omhandlet alt lige fra lavt selvværd til ikke at kunne rense afløbet på badeværelset pga. vrangforestillinger. I en periode på tre måneder havde hun også samtaler med en uddannet i kognitiv terapi fra Rehabiliteringsteamet i Odense Kommune pga. angst, når hun skulle støvsuge og gøre rent.

»Når jeg støvsugede, troede jeg, at det jeg støvsugede op, kom ind i mig. Men det har samtalerne hjulpet mig til at forstå ikke er tilfældet,« siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Carsten Bundgaard. Fold sammen
Læs mere

Det var en socialrådgiver fra distriktspsykiatrien, der i 2010 udredte Charlotte Vestergaard Jensen og søgte om bostøttehjælp til hende.

»På det tidspunkt boede jeg i et kælderværelse hos min søster og havde det rigtig skidt. Men jeg fik tilknyttet en bostøtte og fik noget medicin. Det har hjulpet mig til at kunne passe mit arbejde upåklageligt, hvor jeg nærmest ikke har haft en sygedag,« siger Charlotte Vestergaard Jensen.

I dag er hun ansat i Odense Kommune på et arkiv, hvor hun sorterer og scanner dokumenter. Hun blev ansat i en fleksstilling i 2014 og arbejder 20 timer om ugen.

Et »forkrøblet sind« kræver genoptræning

Den 42-årige odenseaner er uddannet voksenunderviser og arbejdede på et tidspunkt som folkeskolelærer. Men det blev for hårdt, fordi hun samtidig havde mange vrangforestillinger, paranoide tanker og følte sig overvåget konstant. Det hele resulterede i, at hun fik konstateret den skizofrene sindslidelse.

I dag kan hun se, at problemerne for alvor startede omkring den tid, hvor hun gik ud af gymnasiet og skulle starte på en universitetsuddannelse. Men helt fra barndommen har hun haft problemer med sit sind.

»Jeg havde mit første angstanfald som otteårig og mine første selvmordsplaner som tolvårig. Det er rigtig mange år at gå med et forkrøblet sind,« siger hun.

Analysen fra KL viser, at en tredjedel af dem, der modtager socialpædagogisk støtte, har kontakt til hospitalspsykiatrien. Her er skizofreni, depression og misbrugsrelaterede lidelser de mest udbredte.

Charlotte Vestergaard Jensen ser bostøtten som en uvurderlig hjælp til at få hendes liv til at fungere, og hun sammenligner sin hjælp med, når andre f.eks. får betalt genoptræning efter fysiske skader.

»Min søster er for nyligt blevet opereret i sin skulder og skal have genoptræning til det. I mit tilfælde får jeg psykisk genoptræning for at kunne klare mig ude i verden. Og ligesom hun ikke skal betale for sin genoptræning, synes jeg heller ikke, at jeg skal betale for min genoptræning,« siger hun.

Og det går allerede meget bedre med at kunne klare sig ude i verden, fortæller Charlotte Vestergaard Jensen, der deltog i årets julefrokost og har lært at tackle de forskellige vrangforestillinger, der opstod, når hun gjorde rent.

»Der er flere og flere ting, jeg nu mestrer selv og ikke længere har brug for hjælp til. Bostøttehjælpen er heller ikke noget, jeg skal blive ved med resten af mit liv. Men lige nu er den ugentlige samtale stadig nødvendig,« siger hun og pointerer:

»Planen er jo ikke, at man skal blive i systemet hele livet. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, skal man ud og stå på egne ben. Og det er i hvert fald det, jeg skal på et tidspunkt«.