Kommune hænger ung lærervikar ud i brev

En 22-årig navngiven lærervikar beskyldes af Århus Kommune i et brev til hundredvis af institutionsledere for grænseoverskridende adfærd over for en elev.

I breve til hundrede af skole- og institutionsledere advarer Århus Kommune mod en navngiven 22-årig lærervikar. En førende ekspert i forvaltningsret kalder fremgangsmåden for "ulækkert juks".

 Kommunen skriver til manden, at man er "bekendt med, at du uden for arbejdstid har haft uprofessionel og grænseoverskridende kontakt til en elev, mens du fungerede som vikar på den pågældende elevs skole". Med kopi til alle kommunens skole- og institutionsledere.

 Børn og Ungeafdelingens personalechef, Lars Riise, afviser, at kommunen beskylder den 22-årige for pædofili.

  - Hvis man har den fortolkning, er det, fordi man fortolker ordet "grænseoverskridende" som pædofili. Det ord står ikke nogen steder i brevet, siger han til Århus Stiftstidende.

Han mener, at kommunen bare fortæller vikaren, at han ikke skal søge job med børn og unge. Riise afviser at oplyse, hvad mistanken går på med henvisning til "personfølsomme oplysninger".

/ritzau/