Kommune fastholder bortvisning af dagplejer

Odense Kommune vil ikke ændre bortvisning af dagplejer for overtrædelse af rygeloven. Dagplejere mødes onsdag aften for at drøfte, om de skal strejke igen.

Trods mandagens arbejdsnedlæggelse og et massivt pres fra fagforeningen FOA i Odense fastholder Odense Kommune, at en dagplejer skal bortvises for overtrædelse af rygeloven

Det står klart efter et to timer langt møde i dag mellem Odense Kommune og FOA.

- Vi må konstatere, at der er en uenighed. Vi fastholder bortvisningen, siger forhandlingschef hos Odense Kommune, Anders Havkrog, til Ritzau. Han kalder sagen principiel.

Både FOA og dagplejerens kolleger mener, at kommunen burde have indledt en almindelig fratrædelsessag mod dagplejeren i stedet for en bortvisning.

Sagen er også principiel for FOA, der nu vil køre sagen videre via forbundet i København.

Dagplejerne i Odense mødes i aften for at afgøre, om de skal strejke igen torsdag.

/ritzau/